163
op efter de Folk man er iblant. Seer, kiere Jndbyggere!
ere ikke Tiderne saaledes forandrede, at dersom en gammel
ærlig Mand nu omstunder fører sig ærbar og ustraffelig
op, saa bliver hand anseet for en gammeldags Karl, for
noget forslidt Tøy, for en mindst alamodisk Person &c. &c.
Ja ligesom man i de forbigangne Tider kiendte en Mand
paa sit Skiæg og oprigtige Gemyt, saaledes maae man
nu omstunder kiende en god Mand paa Eder og Guds¬
Bespottelser, paa Bulder og Allarm &c. Og da hand
havde talet disse Ord, forlod hand sit Sted og gik bort.
Cacoetes.
For tre Dage siden blev her paa Academiet holdt en
offentlig Disputatz, hvorudi Thema var: Om en ond
Vane, som hos et Menniske var rodfæstet, kunde
gandske bortdrives? Disputen blev længe og med lige¬
Hidsighed paa begge Sider ventileret. Da omsider vor
gamle Professor Severus, som Rector Magnificus, op¬
hævede samme med denne Tale: Messieurs Collegæ! Det
synes vel snart umueligt for nogen af eder at blive Seyer¬
Herre, men jeg skal snart vise, hvo der haver Retten paa
sin Side. Her boer en fattig Mand i Byen, navnlig
Tilvandt, som fra sin Ungdom af, har havt den Vane,
at føye til Enden af sin Tale disse Ord: Og saa. Denne
Mand, Messieurs! ville vi bruge til at opløse Trætten.
Vi ville betiene os af alle de Midler vi vide, for at faae
ham afvandt fra denne Vane, og paa denne Maade kand
denne Dispute fuldkommen blive afgjort. Dette blev af
alle Tilstædeværende consenteret, saavel som af Øvrighe¬
den. Manden blev kaldet frem. Man forbød ham at
føye de Ord og saa til Enden af sin Tale. Man gjorde
