178
Mig sones, søde Dyd! jeg seer dig ligge smile,
Her lagde, siger du, jeg mine Been til Hvile¬
Da de Fornuftige ey kunde lide mig,
Da alle syntes ved mit Væsen skamme sig.
Dog er jeg ikke død, jeg kommer vel til Live
Jgien med Tiden, naar man først vil lade blive
At hænge uden Skam ved min Modstanderske,
Den gamle Hæslige, for lidt Undseelse.
Nu gid den gyldne Tid for dig maae snaet oprinde!
Thi hvo i Verden skal dig her i Graven finde.
Jmidlertid saa hviil kun dine Been i Fred,
Jndtil af Moden gaaer al Ublufærdighed.
Glückshafen,
De store Byrder og Besværligheder, som Lasternes
Øvelse velter alle Dage paa et daarligt Menniskes Sind
og Samvittighed, blive først ret kiendelige, naar Alder¬
dom eller Sygdom forbyder et Menniske, at træde efter
Udydens Anviisning paa den indbildte Fornøyelses Ba¬
ne. Saadan et beklageligt Creatur, som seer sig berøvet
de Kræfter, ved hvilke hand tilforn arbeydede sig ind i
alle Ondskaber, fortryder vel, men alt for silde, sin be¬
gangne Daarlighed. De Bekymringer, som nu i den
ynkværdigste Tilstand mardre og pine ham, ere gandske
lidet fattelige, men aldeles ubeskrivelige. Vi kunde ikke
give eder en bedre Jdee derom, end naar vi meddele eder
et Brev, som saadan et Menniske har opsat til een af sine
Venner; det lyder i denne Tone:
For nærværende Tid lyksalige, men for den
tilstundende Tid høyst ulyksalige Ven!
D¬
ersom det er sandt, som Ordsproget lyder, at det er en Lindring i
Bedrøvelse, at fortælle sin Sorg for andre, saa maae jeg vente
med Længsel den Tidende fra min Ven, at dette Brev er indløbet til
