171
dig. Du veed, fra den Tid vi levede i Hoved=Staden sammen
hvorledes jeg tilbragte mine Dage. Du veed, at vor største Lyst var
at see paa og fornøye os i Verdens Dukke=Tøy. Du erindrer de
mange Nætter vi vaagede, for at faae sølet os i saa mange Laster vi
gad. Du har vel ikke forglemt, hvor ofte vore Legemer vare de stør¬
ste Farligheder underkastede formedelst vor Debauche. Du veed selv,
med hvad Ærgrelse vi ansaae de Dydige i Staden. Du kiender
mig og veed, hvor liden Ærbødighed jeg bar for Religion og al Guds¬
Dyrkelse. Du veed, hvor ofte jeg loe ad din Stakkels Fætter, naar
hand med sine Formaninger søgte at omvende os. Ach min Broder!
du veed hvor ilde, hvor liderlig, hvor skammelig, hvor unyttig og
daarlig jeg har anvendt min Ungdoms ædle Tid. Nu er jeg kommen
i en Tilstand, da jeg merker ret Vederstyggeligheden af min forrige
Levemaade. Lægerne spaae mig Døden, og jeg er saa meget større
Elendighed underkast, som jeg baade frygter for denne fæle og mi
gandske ubekiendte Mordere, og tillige har ey den mindste Trøst i det,
som er de Dydiges Lindring. Ach min Broder! gid jeg enten ey
havde levet eller levet anderledes. Jeg kand med Ord ey udtrykke
min Samvittigheds Qval. Det som jeg tilforn har leet ad og anseet
som Børne=Spil, som forfængeligt og daarligt Tøy, vilde jeg nu gier¬
ne, men kand ikke, omfavne som min ypperste Trøst. Nu er mit
Hierte tomt fra al Vederqvægelse, min Siel frygter og ængstes for
at forlade sin Bolig, som den dog nødvendig nødes til. Ach Broder!
ynkes over min Tilstand, beklag mig, græd med mig! dog, hvad kand
det soulagere mig? Desperation vil vel blive det eneste, som kand
slutte slig en rasende Ungdoms uskiønsomme Opførsel. Men min
Broder! vil du ikke, enten naar du bliver gammel, eller naar du bli¬
ver syg, selv forsøge den Orm jeg plages af, men ey kand beskrive dig,
saa søg i Tide at rense dig fra de Ondskabers Vederstyggelighed, som
jeg veed, du arvede tillige med mig af Daarlighederne. Skriv mig
til, naar dette Brev er kommet dig til Hænde, da jeg maaskee, i Fald
jeg lever, kunde blive trøstet af en Person som du, bedre end af en
anden; thi det mindste af mit Levnet er dig uvitterligt. Jeg forbliver
din ulyksalige Ven &c.
