189
hand taler med de Gamle, undseer hand sig ikke for at
sætte dem til Rette og give dem Lectioner, omendskiønt
man kand sige, hand for faa Dage siden selv har begyndt
at kige ind i Verden. Naar hand er iblant Fruentimmer,
giver hans Penge ham en Dristighed, som bliver det ho¬
nette Kiøn alt for besværlig. En Karl som jeg, siger
hand, der har Penge, har Ære at tale med hvor hand
kommer, men en anden maae staae tilbage. Naar hand
er hos sine Brødre, commanderer hand, som deres Herre;
og fordi de ere ikke meget klogere end hand, fordrage de
der. Naar hand staaer for sit Speyl, bliver hand hen¬
rykt af at betragte sig selv, og i fuld Forundring over sin
galante Skabning, sine vel indrettede Miner og fit meer
end extraordinaire Postyr, udbryder med disse Ord:
Hvad ere dog andre at ligne imod mig? Mine egne Brø¬
dre ere jo som Muul=Aber imod min skiønne Person &c. &c.
Saa stor en Forfængelighed, som der er ved denne Karl,
skal vel neppe findes hos nogen af de Rigeste i eders Ver¬
den. Thi omendskiønt det er naturligt, at Rigdom giver
Mod, og at de, som ere Rige, søge at distingvere sig for
at faae Høyagtelse og komme i Anseelse, saa strekker dog
aldrig Forfængeligheden sig saa vidt hos nogen som hos
denne, J kunde selv læse hans Portrait af efterskrevne
Brev til hans Fætter:
Monsieur Cousin!
Peg vilde i Gaar have bevist dig den Ære, som du saa meget for¬
Ogangen Dag tiggede mig om, dersom den lumpne Karl Hr. Klog¬
Rig havde ikke ved sin utidige Besøgelse hindret mig fra mit Forsæt.
Den Karl sidder altid og præker, hvor hand kommer, om hvorledes
et Menniske, som Himlen har velsignet med Rigdom, rettelig bør an¬
vende den samme. Det er den største Jdiot Jorden kand bære, og
