227
tale om den Dyd Tapperhed. Den største Tapperhed,
sagde den ene, som vi giøre saa meget af i Verden, og
som vi altid forundre os over, er til visse enten slet ingen
Tapperhed, eller faaer allene saadant Navn af en Hæn¬
delse. Det er jo ingen Tapperhed, at een uden Efter¬
tanke styrter sig hovedkulds i Fare, eller søger en blodig
Hævn for en Sag af ingen Værdie, hvorpaa vi desverre
have tusinde og flere Exempler. Ligeledes kand det og
egentlig ingen Tapperhed kaldes, naar man er nødt til at
forsvare sit Liv, eller tænker at slaae sig Ære, Bytte,
eller høye Tienester til, og i den største Trængsel, under
Opmuntring af Skraalen og Jnstrumenters Lyd, træder
sin Fiende under Øyne, naar man uden Skam ikke kand
vige. Denne deres Tale kom Hr. von Opblæst, som gik
bag efter dem, af en Hændelse til at høre, og siden den
syntes ham alt for nærgaaende, lod hand dem anden Da¬
gen stævne for Raadet, med Beskyldning, at de havde
talet hans bekiendte Tapperhed for nær. Da de komme
op for Dommerne, forklarede de sig paa følgende Maade:
Strænge og retfærdige Herrer! Vi vide, ligesom vi
og troe eder til at vide det samme, at enhver er god for
sig, og ingen at foragte; og ville vi ikke, at vore Ord, som
vi have talet om Tapperhed, skulle forstaaes anderledes,
end efter Bogstaven, saa de behøve ingen Forklaring og
Udleggelse af Hr. von Opblæst. Vi have langt fra ikke
talet hans eller nogens Tapperhed for nær, men vi have
allene talet om, hvad der ikke var Tapperhed. Nu ville
vi for samtlige gode Herrer sige, hvorudi vi mene at Tap¬
perhed bestaaer: Den ægte Tapperhed bestaaer der¬
udi, at man med et uforfærdet Sind og uforskrekket
