228
Hierte, uden Vrede og andre lastefulde Aarsager,
sætter sit Liv, i en retfærdig Sag, saaledes i Fare,
at man ligesom udfordrer Døden selv. Da Dom¬
merne hørte dette, lode de de Anklagede gaae.
Sædeskov.
Efterfølgende Brev er her paa Stædet offentlig ble¬
ven bekiendtgjort. Det kand kaldes rart, i Henseende til,
at det er forfattet af et Menniske, der sin hele Livs Tid
har været en Hader af Dyden, og ikke førend faa Dage
for sit Endeligt kom i Erfaring om, hvor langt hand var
fra den høyeste Lyksalighed i Verden. Brevet har hand
stilet til sine Børn. Det klinger, som følger:
Kiære Børn, Himmelens Velsignelse!
Paa det J ikke, ligesom jeg, først ved Enden af Livet, skulle lære at
Fkiende det, der giør Livet behageligt og Mennisket lyksaligt i Ver¬
den, da tager nu eders døende Faders Ord til Eftertanke. Det er,
o kiære Børn! ikke Gods og Midler, ikke Rang og Værdighed, ikke
Ære og Berømmelse, ikke Venner eller Familie, som giør Livet sødt
og os lyksalige. Ney, alle disse Ting hindre snarere den sande Lyksa¬
lighed. Den kand ene kaldes lyksalig i Verden, som lever fornøyet.
Nøysomhed er Livets Lyksalighed. J kand ikke forundre eder over,
at jeg siger, mit hele Liv har været mig ubehageligt, og jeg selv følge¬
lig høyst ulyksalig, naar jeg tillige beretter eder, at jeg har aldrig levet
en Time fornøyet. Aarsagen til min Misfornøyelse har reyst sig af
Gierighed. Al Slags Gierighed forhindrer, at Nøysomhed ikke kand
faae Plads i Menniskets Hierte, og altsaa ey blive lyksaligt. Penge¬
Gierighed var den første Anstøds=Steen, som laae i den Vey, jeg
skulde vandre til Nøysomhed paa. Det Lykken havde beskiæret mig,
var jeg ikke fornøyet med; jeg søgte meere, og derover gik Glip af den
Lyksalighed, som de Fornøyede nyde, i det jeg aldrig kunde faae nok.
Og omendskiønt jeg alle Tider har eyet mere, end jeg har behøvet til
rigelig Udkomme, saa har alligevel Begierligheden voxet, som Midler¬
