203
ne have taget til. Min Ærgierighed har ikke været ringere Aarsag til
min Ulyksalighed. Den var hos mig, ligesom den er hos alle andre,
umættelig. Jeg kunde ingen lide over mig, og gandske faa lige ved
mig. Kort sagt: jeg var altid misfornøyet, og havde derover aldrig
en glædelig Time i denne Verden. Nu, klære Børn! paa det J skulle
ikke blive saa ulyksalige, saa skyer af al Kraft baade Penge=Gierighed
og Ærglerighed. De Midler jeg efterlader eder, ere saa tilstrækkelige,
at J ikke have behov, at søge deres Formerelse ved Gierighed; og at
J ere fødde af, og opdragne iblant ærlige Borgere, det kand være eder
Ære nok, naar J tillige skikke eder vel, saa J ikke have behov, ved
Ærgierighed, at søge efter et glimrende Navn. Men dog vil jeg ikke,
at J skulle blive Forødere, saa J skulle sætte de af mig samlede Mid¬
ler slet over Styr; ikke heller vil jeg, at J skulle blive Folk, som sætte
al Skam til Side, saa J ikke skulle bekymre eder om, at bevare den
Ære, til hvilken J ere fødde. Men jeg vil, at J skulle være fornøye¬
de med det J nu have, og hvad Lykken herefter vil skienke eder, stedse
betænkende Jer Faders Ord: Nøysomhed, eller, at være fornøyet, er
Menniskets fornemste Lyksalighed i Verden. Hvad nytter nu al min
Rigdom, Ære og Pragt mig? Jeg har samlet det med megen Be¬
sværlighed, vaaget over det skielvende, og naar jeg nu er borte fra
eder, saa har jeg hverken Glæde eller Trøst deraf. Glemmer nu ikke
at trække Lærdomme af disse mine sidste Ord, og værer alle sammen
Himmelens Varetægt anbefalede, af eders indtil nærværende Time
Omhyggelige Fader.
Hvad Virkning dette Brev kand giøre hos denne
Faders Børn, er endnu ikke aabenbare, imidlertid slutter
man, at det bliver dem en Regel til at legge Vind paa
Nøysomhed, helst siden Børnene selv begynde at begribe,
at et fornøyet Sind er den største Lyksalighed for et Men¬
niske paa Jorden.
Slutningen af Beretningerne fra Moria.
Effen i Gaar finge de den sidste Begravelse opgravet,
hvorudi fandtes 5 Kister, som alle vare beslagne med ster¬
