231
Paa den fierde:
Her hviler Svoger til de første Tre
Et Selle=Stakkel og et uselt Kree.
Nu slaaer hand dog Spar To
Til hver en Cavalier
Som før af hannem loe;
Thi lee kand hand ey meer.
Grav=Skriften paa den femte Kiste klingede:
Da Lykken ikke vilde være nærværende Døde behielpelig,
Og Naturen gad ikke længer være en Slave,
Slog hun Spise=Kammeret i Laas,
befalede sig Himmelen i Vold,
Satte sig i sit Sove=Kammer,
Og gav sig til at sulte ihiel.
Gak, Læser, bort og giør du ligesaa.
Maanen.
Fra een af Byerne her i Egnen har man følgende: Tvende af
denne Stads Ungdoms Føster=Fædre geraadede for nogen Tid siden i
en meget heftig Dispute, hvorudi for trende Dage siden, af Øvrig¬
heden blev kiendt, dog til den enes største Uleylighed. Sagen er kor¬
telig denne: Den ene lærte og bekiendte kun fire Sandser, hvilket
den anden holdt for det største Kietterie, og derfor i et offentligt Com¬
pagnie skieldte ham for en Kietter, som den første ikke kunde fordrage,
og derfor lod Sagen gaae for Retten, hvor alting blev paa det nøyeste
examineret, og endelig Dom i Sagen afsagt, at den, som tilforn havde
nægtet Følelsen, skulde Kag=stryges og Byen forvises, hvilket og strax
blev efterkommet. En gammel Mand, som i Gaar har talt med den
Bortjagede, sagde, at Skolemesteren endnu var paa de gamle Tanker,
at alle Mennisker ingen Følelse havde, vilde og bevise sin Sags Rig¬
tighed med følgende Argumenter: 1) At hand selv ingen Svie havde
fundet, og 2) At hand havde havt nogle Discipler, som havde aldrig
givet ringeste Bevægelse tilkiende, endskiønt hand forsikkrede, at hand
havde Vognmandsmæssig meedeelt dem sine Gaver.
