234
os at være de allerlykkeligste Mennisker, af den mellemste
ikke at være foragtede, men af den sidste maae vi være
bange for at blive reent kastede under Bænken. Saa
længe den gamle Mand levede, opmuntrede hand det
gandske Compagnie det beste hand kunde, animerede dem
alle Tider til at blive bestandige Støtter for Avisen, fore¬
stillede dem den Nytte, som i sin Tid kunde flyde af dens
Vedligeholdelse, og i en ærlig Eenfoldighed søgte at over¬
tale os om at have Publiei almindelige bifald; Men i
hvor vel vi, som Skiemtende Avis=Skrivere, have gjort
vores Beste i at fornøye vore Læsere, saa kunde vi dog
af nogle visse Omstændigheder slutte, at vi end ikke, da
den gamle Mand levede, end sige nu hand er død, ha¬
ve havt saa god en Lykke, som vi i Førstningen af Avi¬
sens Begyndelse, havde spaaet os. Nu den gamle Mand
er død og borte, saa bør vi ikke, som vi heller ikke have
Føye til, tale andet end Got om ham, men vi maae dog
lee, naar vi tænke paa, hvor travelt hand havde, førend
hand fik Avisen i Stand, hand giorde sig lige saa store
Tanker om Avisen, som en Drømmere om sine Lande i
Maanen, hand tænkte at legge sig Ære ind, ved at mo¬
ralisere paa en nye Maade; men om hans Tanker have
været grundede, derom maae den gunstige Læser best
dømme. Siden Avisen nu ophører, saa burde vi vel
giøre vore Læsere Regnskab for adskillige Ting, og særde¬
les dem, som saa ofte have indsendt os deres Jndfald;
men Læseren kand gierne begribe, at ligesom vi før have
sagt, at alle Ting vare Skiemt, og at intet maatte for¬
staaes efter Bogstaven, saa kand og det meste af vores
Aviser forklares paa mere end een Maade, saa enhver
