233
ste. Alle staae i den Tanke, at ligesom ingen har viist
mere med hende end den talende Fuldmægtig, saa har
og ingen været mere indviklet i alle hendes Ungdoms
onde Gierninger, end hand; thi de ældste iblant os for¬
sikre, at den Døde og hendes Bag= eller Lov=Talere hav¬
de i deres Ungdom været saa gode Venner, at man maae
staae i den faste Formodning, at de ofte gjorde et og det
samme.
Dette bliver den sidste Relation, som den Skiem¬
tende Avis frembringer, hvilken vi have saa meget des
hellere vildet anføre, siden Avisen med dette Ark sluttes;
vi vide, at de mangfolgige Raisonnement om Avisen vil
nu ikke blive færre end før, men saasom vi ikke meere tæn¬
ke at besvare nogen, saa ville vi allene bede Læseren, heller
at forglemme den Skiemtende Avis, end bestandig tale
ilde om den, og slutte med de Vers, som een af vore Ju¬
rister for faa Dage siden til Afsked har opsat:
Nu har Post=Rytteren den verste Tid at reyse;
Thi Vinter Tiden giør alt Lande=Veyen slem,
Hist høres Bølgerne paa Landet høyt at kneyse,
Hist stormer Vinden, saa de neppe kommer frem.
Naar sligt kand skee til Lands, hvad maa man da ey mene
Der kand i Luften skee, hvor Vinden stormer meest,
Paa Landet kand den vel oprykke Træer og Stene,
Men ach! hvad Skade er ey skeet i sidste Blæst
J Luften? ach vort Skib! vor gode Luft=Machine
Er borte, tænk engang! det haver Blæsten gjort,
Den gamle Mand er død, hand bad Farvel til Sine,
Ach tænk engang! men er vort Tab dog ikke stort?
