237
Nu maae den Skiemtende Avis jo dog ophøre,
Med mindre at der skal et stort Mirakel skee,
Ach gid at Vinden vil vor Ven tilbage føre!
Gid vi endnu engang Machinen fik at see!
Den af vort Compagnie, som reyste sidst til Maanen,
Er bleven borte, ach Machinen blæste bort,
Machinen den var dog for vor Avise Kronen,
Men den er borte, ach er vores Tab ey stort!
Og Stakkelen, som sad i Kisten for at kiøre
Til Maanen, borte er, og ingen veed hvor hand
Af Vinden førtes hen, gid Vinden hannem føre
Samt Kisten dog engang tilbage til vort Land!
Men dog! hvad hielper det at hente Vand, naar Luen
Har taget Overhaand, og alting Aske er?
Det alt for silde er at giøre reent i Stuen,
Naar Bryllupet skal skee, og Giæsterne er nær.
Machinen den er vek, vor Ven hand er jo Fløyten,
Vi faaer dem ey igien ved vores Græmmelser,
Her hielper ingen Graad, ey Sang, ey Klang ey Føyten;
Thi borte, tabt og vek nu et og samme er.
Nu maae Avisen Halt i nogle Tider sige,
Maaskee den dog engang kand bringe mere Nyt,
Hvem veed! den Gamle kand staae op fra Dødens Rige,
Dog ney, Mirakler skeer nu ikke meer, jo pyt.
Men sandt at sige, vi dog vente een med Tiden
Fra Maanen; thi naar de har længe ventet, men
Forgieves, venter vi een fra dem i en liden
Machine, og saa kand vi faae en Post igien.
Og faaer vi aldrig meer fra Maanen flere Breve,
Saa maae det være nok, saa er Avisen endt,
