4
stingveret sig desmere, og af den Aarsag udvalgte vi det Navn Avis til vore
Blade (endskiønt det i Førstningen syntes at blive os disputeret) paa det Læ¬
serne først kunde blive opvakte af Nysgierighed, førend den blev stillet ved For¬
tællingerne selv. Vi bedroge os heller ikke, thi de 4 Bogstaver have allene
sat nogle 100de Exemplarer af. Men Crediten for Avisen vil kandskee falde,
i Fald vore Læsere, som vi hidindtil paa adskillige Steder have hørt, giøre sig
den Tanke, at den eller den er Autor for Verket. Allene vi have bedre Haab.
Thi omendskiønt een eller to af vores Compagnie kunde ikke hele Tiden blive
ubekiendte, siden de bestandig maae opvarte Correcturen og besørge det til
Stedet hvor det sælges, saa faaer dog den hele Verden, hvor nysgierig den
end bliver, ikke flere af vore Lemmer, hverken af Navne eller Personer at
kiende, end de samme. J Særdeleshed have vi alle maattet soret vor gamle
Mand til, aldrig at bekiendtgiøre hans Navn, og det er noget, som vi indtil
Døden agte at holde. For Resten ere de Personer, man endnu har giettet
paa, gandske fremmede for vort Sælskab.
J maae troe, vi stode længe i Betænkning, om vi herefter skulde, saa¬
ledes som vi nu agte, maanedtlig bekiendtgiøre de Critiqver, som væltedes paa
vore uskyldige Aviser. Vi resolverede endelig dertil af efterfølgende tvende
Aarsager, nemlig: Først, at vi derved kunde vise Folkes ulige Domme over
en og samme Ting, og for det andet, at vi kunde skaffe Avisen mere Anseelse;
thi det vilde lade temmelig gammeldags, at skrive Aviser ugentlig, uden tillige
at sende et maanedtlig Blad for Lyset.
Dette begiere vi nu kun forud af vore Læsere, at de ikke ville regne os
til Onde, naar vi paa en mindre ordentlig Maade anføre Critiqverne over
Avisen, end Beretningerne ere satte i de udkomne Numere, og saa uden videre
Fortale strax begive os til Sagen i sig selv.
Saa snart Fortalen til Avisen saae Lyset, fik den strax en heel Hob skar¬
pe Dommere, men siden de kunde synes at have en Slags Grund til at for¬
dømme den, i Henseende til, ingen kunde deraf spaae sig noget vist, ville vi
ikke opholde Læseren med at anføre mavre Beretninger derom. Nogle stødte
sig over, de saa latinske Linier, som derudi fandtes, vare ikke verterede paa
Dansk. Dertil havde de Aarsag. Man vidste forud, de fleste Professioner
vare ikke dette Sprog mægtige, og man skriver ikke Avisen for Lærde, altsaa
bliver det en Feyl af den første Forfatter, som vi ikke kunde retfærdiggiøre,
men ville allene forsikkre, sligt ikke efterdags skal skee.
