Nogle holde for, vi have talet den gode ærlige Danske Spectator for
3
nær i Slutningen af vort første Ark. Men vi provocere alle levende Specta¬
tores til at dømme, om der ligger saa haard en Beskyldning i vore Ord.
Det var ikke venteligt, at en Person, der paa saa alvorlig en Maade havde
moraliseret, skulde selv sværte sit Morale, ved at overgive sig til Laster. Den
Berømmelse, hans Blade have forhvervet sig, skulle vi aldrig søge at betage
dem, ved at aabenbare Mandens Feyl, i Fald vi vidste nogle med ham; thi
vor Skiemt skal aldrig være grov imod Personer, men allene latterlig over
Udyder.
Endeel vare i Førstningen mere bange end Harer. De skiælvede, naar
de bare tænkte paa de lærde Tidender og vore skiemtende Blade. Det er
venteligt, sagde Monsr. Raisonneur, at den skiemtende Avis vil med første
faae en temmelig Skrabe i de lærde Aviser. Men, min Herre! troer hand
vel og, at Forfatteren af samme Lærdheder herefter skulde falde til saa stor
Daarlighed, at indføre skiemtende Aviser iblant lærde Bøger? O, ney!
hav aldrig saa ringe Tanker om ham. Det er en anden Sag, at sætte en
Fikke paa lærde Bøgers Liste, hun er det vel værd. Men for Resten skal
aldrig finde, hand opfylder Bladene med Smaa=Ting. J maae troe, om J
ville, at der dog virkelig stikker Lærdhed i alle de Breve, som indrykkes fra
stridende Penne. Men i vore Uge=Blade er intet, som fortiener Navn af
Lærdhed, der ere allene nogle faa smaa skiemtsomme Lærdomme, og derfor
kunde J kun frit legge eders Bekymring til Side.
Paa adskillige Stæder, hvor vore Jurister have været, ere faldne ret
utaalelige Critiqver over vor Skrivemaade: Man har kaldet den Snavs,
Grillenfængerie, Papiir, som duede til intet, uden et vist Brug o. s. f. Men,
J gode Herrer skarpe Critici! det er just ikke eders Censur, hvorpaa Avisens
Aftræk beroer. J see heller ikke dybt nok ind i vor Skiemt, naar J lade slige
Tanker falde over den. Vi kunde forsikkre eder, at vor gamle Mand, som i
disse Tider, meer end sædvanligt, har søgt baade høye og lave Compagnier,
for at komme efter, hvorledes man optog Avisen, har fortalt os, at mange
fornemme og mere skiønsomme Mænd, end J ere, have roset den, ja endeal
endog over dens Fortieneste.
Den Beretning fra Guldsand have alle leet af, uden de, som klynke,
og skader dog intet. Disse gjorde Miner, saa snart de kastede Øyne derpaa
og udøste Forbandelser over Avise=Skriveren. Men det rører os ikke. Thi
skrifter, J gode Herrer! hvad er mere ufordøyeligt at høre, end Klynken og
