6
Klagen af Personer, som Himmelen har begavet med dobelte Velsignelser?
Det er ikke for at giøre vel, den rige Hr. von Klynker hver Dag formerer
sine Skatter, men allene for at faae Aarsag til, ved idelig Klagen, at skra¬
be mere og mere sammen, uden at blive anseet hverken for alt for riig, i hvil¬
ket Fald hand skulde blive ansøgt af sine fattige Paarørende om noget til Un¬
derholdning, eller alt for gierig, for hvilket hans Navn maatte lugte ilde iblant
hans Naboer.
Den Beretning fra Lyderhuus have nogle meent at være for stærk,
Men hvo nægter, at Laster og Lyder, saa længe Verden staaer, ville føre Krig
med Dyden, og paa denne Grund er Relationen bygget. Hr. von Avind
synes ikke at leve for andet, end stifte Uenighed i Verden, og dog vil hand,
alle skulle ansee ham for Fredens Befordrere. Men vi undsee os ikke ved at
giøre ham latterlig, og offentlig kalde ham en Freds Forstyrrere.
Relationen om Monsr. Gourmands Sygdom og Jndbyggernes Privi¬
legier i Ædebye, læses med megen Foragt. Man kalder det en Frugt af ne¬
drige Siæle, at tale med saa liden Ærbødighed om Debauche i ædende Vahre.
Man siger, Delicatesser er noget, man altid bør have, naar det kand lade sig
have. Men med Tilladelse, J gode Herrer! erindre J ikke den Sententz, Hov¬
mesteren siger til den Gierige i Comoedien: Man skal æde, for at leve
men ikke leve, for at æde.
Den Historie fra Tribunal har man kaldet et artigt Æventyr, uden
at kunde see noget der i. Man har allerede paa adskillige Stæder afsagt Dom¬
men i Sagen. En af vore Jurister ragede forleden, paa en Viin=Sahl, i en
heftig Dispute med en ung Juridisk Practicus om denne Sag. Vor Sæl¬
skabs=Broder søgte, maaskee lidet for heftig at forsvare den bedragne Dame,
hvorover den unge Practicus blev saa ophidset, at hand forsikkrede, inden 8te
Dage, om det skulde gielde, at fremlegge en Dom i Sagen, fra det beste af
de oprettede Juridisk=Practiske Collegier, efter hvilken Damen skulde blive til¬
kiendt, at betale mere end Halvparten saa meget i Processens Omkostning,
som Florida havde trækket fra hende. Da maae J, tænkte vor Jurist, ikke
heller agte at stævne Sagen ind for det beste af disse 2 Collegier.
Det som skrives fra Luna, have mange Brændeviins=Patroner i høyeste
Grad moqveret sig over. Og var det ikke allerede trykt, vilde vi tage i Be¬
tænkning, at anføre det, helst om vi vidste, det skulde giøre noget Skaar i
