11
Skandskrifter burdte ikke taales i noget Christen Land, men brændes af
Skarpretteren. Jeg troer virkelig, alle de Folk maae være gale, som ville
give eder 2 s for Stykket af dem; og maatte jeg raade, J skulle have Dievelen
ikke 4 si for de andre. Jeg gad vide, hvad J ere for Karle. Fik jeg fat
paa nogen af Jer, jeg skulde rive hans Øyne ud. Det giør mig dog ondt
for Jer unge Mennisker. Der kunde kand skee blevet noget got af Jer!
men jeg kand tænke, den gamle Skielm, som J have i Jert Selskab, maae
have forført al Resten. O, Himmel! hvor er dog Verden fordervet. Kand
skee J bilde eder ind, at jeg troer, J føre Correspondence med Maanens
Jndbyggere. Ney, jeg veed meget vel, at der ere ingen Folk i Maanen,
og at det er kun noget opspundet Tøy af eder. Ja, ja, jeg faaer vel Revan¬
che over Jer engang. Men tænker J, jeg skriver mit Navn herunder, saa
tænker J feyl; thi jeg vil ikke skrive en Bogstav til Jer meer, men stedse forbli¬
ve eders, indtil Døden,
bestandige Fiende.
Vore Læsere see letteligen, at hun giør Beskyldninger imod os uden Aar¬
sag. Alt hvad vi derfor kunde svare paa hendes Brev, er dette: Vor Hen¬
sigt med den berettede Historie, har allene været at vise, at de fleste Uleylighe¬
der for unge Fruentimmer, reyse sig oftest af deres egen Uagtsomhed, og at
jo mere sielden de fremvise deres medfødte Skiønhed eller udarbeydede Yndig¬
heder, jo mere sikkre ere de for Efterstræbere og Tyve.
En vidtløftig Skrivelse, som indeholder mest Lovsange over vore Blade,
er den 24 i forige Maaned indløben, saaledes skreven:
Messieurs!
D¬
a det lakker nu ad Tiden, J efter Løfte igien skulle udgive eders Maa¬
nedtlige Mercurius, kunde vi ikke efterlade, at give eder vore Menin¬
ger tilkiende om eders Arbeyde. Vi haabe, J tage samme saa meget villi¬
gere an, som det er alle Moralisters Skyldighed, der paa en eller anden
Maade søge at projectere Publici Forbedring, at betiene sig af gode Raad
naar de dennem fra velmenende tilsendes. J maae vide, vi som skrive dette,
have indtil nu bestandig læst eders Uge=Blade, og udgiøre ikke det ringeste
Tal af eders Læsere. Der ere Personer iblant os, til hvis blotte Ord man
sætter mere Troe, end Snese Personers lovlige Vidnesbyrd. Mestere, som
foruden den ordinaire Titel, besidde extraordinaires Dyder. Folk, af hvis
blotte Ansigter man kand kiende Lærdommen. Hierner, hvis Mage neppe
