18
Gunstige Læsere!
F¬
or at vedligeholde den Maade, paa hvilken vi have begyndt at skrive,
maae vi atter i Dag levere vore Læsere et Maanedtlig Blad.
Vi blive denne Gang kandskee noget for alvorlige. Allene, der¬
som nogen vidste, at vore Houmeurs ere om Sommeren ikke ly¬
stigere end om Vinteren, faldt al Forundring. Dog er denne
Aarsag ikke den eneste, der forbinder os til at skrive med en mindre
skiemtsom Pen i Dag end tilforn; ligesom vi ikke heller herefter ville kalde
vore Uge=Blade Prædikener, men efter Muelighed søge, at lade dem svare
til sit gamle Navn. Thi lige saa lidet, som den Danske Spectator, medens
hand levede og skrev, vilde passere for en ørkesløs Tilskuer, saa lidet ville vi
og, medens vi leve og skrive, skrive noget, som kunde frappere vore Læsere,
eller betage Bladene den Titel, de nu snart have Hævd paa. Men da ingen
Ting er vanskeligere, end at de, der udgive Uge=Blade, kunde skrive saaledes
at de kunde holde Læseren hos sig; og vi have mærket, (endskiønt vi vide ey
Aarsagen hvorfor) at mange, som i Begyndelsen læste vore Papirer, nu gider
ikke see dem, saa have vi besluttet, at giøre et Forsøg, at trække vore Læsere
til os igien. Gaaer det an, skal det være os en Fornøyelse, men lykkes det
ey, saa blive vi dog ved, at fornøye de faa, som elske vore Blade, og forstaae
hvad vi have skrevet i Fortalen. Forsøget er dette: Ligesom vor gamle Mand
har mærket, at alle Ting i Verden ere underkastede Skjebnens Forandringer,
og at Lykke og Ulykke ere visse Følger af Personers egen, enten Vindskibe¬
lighed eller Skiødesløshed, saa har hand og ved lang Erfarenhed observeret,
at Forsigtighed samlet med Flittighed, er i Stand til at endevende de meest
bagvendte og ulykkelige Aspecter paa Jorden. Hand har mønstret vore Bla¬
de og examineret vore Personer. Hand har talt vore Læsere, og befundet
at de ugentlig vare ulige. Hand siger Aarsagen er paa vor egen Side. Men
for at raade Bod paa dette, vil hand selv herefter dictere den Maanedtlige
Mercurius, og anføre de smaae Observationer, hand kand faae rundtom¬
kring paa Viinkielderne, hvorhen hand, sin gamle Stand og høye Alder
uagtet, daglig rokker og stytter sig frem ved en Stok i disse Tider. Hand
haaber, ved dette Middel, at opvække vore Læsere til en nye Nysgierighed,
og venter uforgribelig, ved sine gammeldags Betænkninger, at sætte nye An¬
seelse paa Avisen og nye Courage i Læserne. Hand har befalet, at de andre
ligeledes skulle gaae paa Spor; og det artigste er, at det rigtig vil gaae an,
og at vi blive vor gamle Mand til Støvet forbundne for hans ærlige Tieneste.
Thi siden ingen kiender de fleste af os, saa udlade de sig altid des friere med
deres Critiqver hvor vi ere.
