22
sige, den Mand tog Avisen ærlig i Forsvar. Hr. Dortor! sagde hand, J
burte ikke saaledes tale om nogle uskyldige Papirer. Min Religion er, ingen
Ting at laste, naar den kand passere. Jeg vilde ofte komme i Klammerie
med mine Ordens=Brødre, dersom jeg vilde give mig til at laste deres Bræn¬
deviin. Men naar jeg smager det, saa tier jeg stille, endskiønt det duer intet;
thi hvad nytter det, at legge sig ud med Folk. Barbereren blev, imod sin
Natur, gandske tavs over denne Præken, og alle Giæsterne stak i at lee. Gid
Brændeviins Manden leve, sagde jeg ved mig selv. Saa høy en Siæl er
rar at finde i saa smaae Creature. Jeg gad ikke længer snakke med Dren¬
gen, men da Juristen havde drukket ud, betalte jeg, og vi forføyede os hen
til Viin=Huset i den anden Gade.
6. Observat. Da vi endnu vare uden for Døren, kunde vi høre og
lydelig forstaae deres Samtale. Thi, tænkte jeg, her ere Folk samlede af en
høy Gout. Du maae føre dig noget pedantisk op, at de kunde fatte store
Tanker om dig. Jeg sagde det samme til Juristen, og hand blev glad, at
hand kunde finde en Leylighed til at vise sit naturlige og utvungne Væsen, hvori
jeg maatte øve den største Tvang. Jeg bad ham gaae først. Hand sparke¬
de derpaa Døren op, fløytede igiennem den, løb strax hen til Speylet, skar
et Par Caprioler for Giæsterne, og slængte sig meget negligeant paa en Stoel.
Jeg giorde altsammen efter, uden Capriolerne, dem giorde jeg temmelig bag¬
vendt. Vi fordrede en halv Flaske Viin ind, og begyndte at drikke Skaaler
paa Fransk. Min Jurist tog Tiden i agt, og viiste sin Familiaritet, endskiønt
jeg veed, hand kiendte ingen af de Tilstædeværende uden mig. Men jeg hørte
ikke et Ord om de Skiemtende Aviser. Man raisonnerede om Comoedier,
Acteurs, Actricer, unge smukke Fruentimmer, Touren i Engelske Dandse,
Gyldenlund, og slige opbyggelige Materier. Man igiennemhæglede ærbare
Borger=Døttre. Man nævnede, uden Undseelse, ublue Ting. Man kastede
foragtelige Navne paa de Dydigste. Man skieldte de Alvorligste for Singu¬
larister. Man loe ad sine egne daarlige Jndfald. Man vilde reformere det
halve af det menniskelige Kiøn. Men om Mands=Personer blev intet talet.
Himmel! tænkte jeg ved mig selv. Hvilke Love tillade dog saadanne Menni¬
sker saa utilladelige Friheder, for hvilke man vilde fordømme det smukkeste
Kiøn til Afgrunden? Hvi skal et Fruentimmer blive rød ved, at tale om de
Ting, som Mands=Personer af dette Slags giøre sig en Ære af at nævne?
Hvi har Moden og en ond Vane giort det cavalierement hos det ene Kiøn,
som ansees for lastværdigt hos det andet? Hvi nægtes Fruentimmer det
som Naturen og det Høyere end Naturen har paalagt dem, og i en mindre
Grad tilladt Mand=Folkene? Hvi skal det holdes lastværdigt hos et Fruen¬
