29
alle betale deres Tidsfordriv dyre. Lige saadant gik det til fremdeles; og vi
maatte beklage vore Medbrødre, endskiønt de indbildte sig et Himmerig for det
Øyeblik de rasede. Vi ginge videre fort under den aabne Himmel. Her
syntes alle Ting, at gaae taaleligere til. Personerne, som beærede det Grøn¬
ne med deres Nærværelse, syntes selv at være alvorlige. Vi begyndte at fatte
gode Tanker om disse Mennisker, og tænkte, at de vare her samlede, for des
friere at tage de Pligter, Tiden paalagde dem, i Agt. Men ach! hvilke
Samtaler hørte vi, da vi passerede dem forbi. Man talede om lutter frem¬
mede Sager, om den og dens Modens Klæder, om Naboers og Gienboers
Huusholdning, om dem uvedkommendes Forretninger &c. &c. Men ikke et
Ord til hverandres Nytte. Da vi vare dem forbi, saae vi en Mængde
Vogne, som stode alle tomme. Personerne vare inde iblant Træerne. Her
tænkte vi findes sande Fornøyelser. Her gaaer det gandske vist uskyldigt til.
Da vi komme dem nærmere, funde vi vel fornemme Personer, men neppe de
halve af fornemmere Dyder. Det var gandske faa, hvis Uskyldighed og rene
Sind giorde deres Promenade saa ulastelig, som den var fornøyelig. De
andre førte Discourser, som Træerne selv syntes at skamme sig ved. Vi
vendte derpaa om igien, og min gamle Ven talede ungefær i denne Tone om
vore Hellig=Dags=Personers Forlystelser. Det slette Begreb de fleste have
om deres Pligters Fornødenhed, er Aarsag i, at de ingen Forskiel giøre paa
Dagene, som ere bestemte til Arbeyde, og de andre som ere skienkede til Fri¬
hed. De holde for, alting er vel forrettet, naar de i Steden for dens sæd¬
vanlige Arbeyde enten har trættet deres Sind med ufornuftige eller utaalelige
Raisonnemens, eller udmattet deres Legemer ved daarlige Krumspring og Ca¬
prioler. Men de skulde ikke tænke sligt, dersom de enten vare overbeviiste om
deres Pligters uforbigiængelige Nødvendighed, eller saae længer frem, end til
Enden af Livet.
11 Observat. Saa snart No. XII var kommet for Lyset, tog jeg om
Aftenen min Cors til det store Viin=Huus. Her var man, just da jeg kom,
i Færd med at læse Bladet. Hr. Høyhierte sagde, da hand havde læst Con¬
tinuationen fra Brouten=Land: Disse Aviser skierer Folk i en Pokkers Tid.
See, med hvilken Myndighed de ikke forbyde og paabyde hvad de lyste. Jeg
maatte dog gierne vide, hvad Nytte der er ved, at læse disse Snavs Papirer.
Vel, min Herre! sagde jeg, i det jeg reiste mig op og gik hen imod ham, jeg
skal sige dem, hvad Nytte der er ved nærværende Blad. Det hele Brev fra
Broutenland, hvoraf Slutningen er her anført, viser de Menniskers Daar¬
lighed, som giøre sig til af det, de ikke eye; og denne anførte Forordning, som
er udgivet derimod, lærer, at man billig bør have Afskye for en Last, som
