31
Skoptiske Herrer!
D¬
et er sandt nok, at Fattigdom og Foragt følges ad. Jeg har levet den
Tid, da jeg var i Stand til at føre mig op som en Modens Cavalier;
da jeg havde alting fuldt op; da jeg havde alle mine Lommer fulde af Pen¬
ge; da jeg kunde giøre Figurer i alle Compagnier; da alle mine Omgangs¬
Brødre giorde meget af mig; da Smaae=Drenge paa Gaderne saae mig an
med Forundring; da man lukte Vindverne op, for at betragte mig, hvor
jeg passerede forbi; da jeg ikke æstimerede, at tabe 3 til 400 Ducater en Af¬
ten; da jeg lod haant om saadanne Personer som J ere; da jeg gik ikke i
Sælskab med Smaae=Folk; da jeg havde en halv Snees Klædninger til
hver Dag i Ugen; da alle Forældre, som havde Døttre, gave mig frie Ad¬
gang, og skatterede sig for lykkelige, at faae mig til Sviger=Søn; ja, da
der var ingen, som jeg hilsede, om de ikke først hilsede mig. Men nu lever
jeg paa en Tid, da jeg maae taale alles Foragt; da jeg har neppe saa meget,
jeg kand skiule mig med; da jeg har neppe det bare Vand og Brød at leve
af; da jeg har ikke en Skilling til Luse=Salve, som man siger for et Ord¬
sprog; da jeg knap tør lade mig see af Mennisker, naar Solen skinner; da
alle de, som tilforn giorde meget af mig, nu raliere mig. Saatedes kand
Tiden og Omstændighederne forandre et Menniske. Et eneste Kort forspildte min
hele Lyksalighed. Og nu maae jeg taale de utaaleligste Bebreydelser baade
af mig selv og andre for min Taabelighed. Men af alle de Lidelser jeg hid¬
indtil har havt, har ingen været mig ulideligere, end den J plage mig med,
i det, J offentlig drive Spot med mig i eders skiemtende Blade. Aldrig
havde jeg tænkt, der skulde boe slig Malice i Folk, som prætendere at have
Forstand. Mindst havde jeg ventet, at blive paa denne Maade beleet af
eder, som jeg dog mueligt har spenderet mangen blank Ducat paa i mine
Velstands=Dage. Havde J endda ikke saa tydelig mentioneret Sagen, at
alle kunde tage og føle paa, J meente mig, vilde jeg aldrig have fortrødt
derpaa. J kunde jo paa en langt anden Maade, naar J endelig vilde, have
moraliseret over denne Last. J kunde jo smukkere og omstændeligere, ved
en opdigtet Historie fra et fingeret Sted, have viist, hvor giengse det er, og
hvor ilde det lader, at forøde en Capital paa et eller to Aar, som man med
en heel Familie kunde leve af sin hele Lives Tid. Men jeg maae taale al den
Foragt, J kaste paa mig, efter de Omstændigheder, jeg for nærværende Tid
befinder mig i. Dog kand jeg lade eder vide dette, at min Ruin har gjort
mig langt klogere, end J giøre mig dum. Jeg er ikke saa taabelig, at jeg
skulde søge Hielp hos dem, som tilforn har hiulpet mig at forøde mine Mid¬
ler. Jeg kiender Verden langt bedre, end saa. Jeg er og faaer være for¬
