35
Kielder. Her fandt jeg tvende af vore Medici. Jeg gav mig strax i Snak
med dem, og spurgte, om man her intet havde talet paa den skiemtende Avises
Bag? Ney, sagde den ene Medicus, her er ikke et Ord talet, Aviserne an¬
gaaende, men her vare nylig tre Personer inde, som raisonnerede, jeg veed
ikke hvorledes, om Dyden og dens Øvelse. Den Første sagde, man burdte
aldrig plage sig med saadanne Ting, i hvilke var ingen Fornøyelse. Hand
holdt for, et Menniske burdte sætte al Undseelse til Side, og leve ligesom hand
fandt for got. Den Anden var artigere, og lod sig forstaae med, at det var
ikke gandske af Veyen, at legge Vind paa at faae Anseelse af dydig; thi, sag¬
de hand, omendskiøyt der i sig selv intet er i Dyden, som kunde overtale os
til denne Tvang, saa bør vi dog for andres Skyld giøre det. De Eenfoldige
dømme strax ilde om os, naar de see, at vi i vort Levnet ere stridige med dem.
Og endskiønt man kunde lade haant om Verdens Domme, saa findes deg
mange Tider de, at være af samme Tanker, som skulle giøre vor Lykke, saa
det er saa vidt en nødvendig Tvang, at tage Dydens Masqve paa. Den
Tredie var af samme Tanker som den anden, og lagde endnu dette til: For
at fyldestgiøre Ordsproget, er det fornødent, at man synger med de Fugle man
er iblant. Himmel! tænkte jeg, findes saadanne Mennesker iblant os, hvad
skal man da dømme om dem, som have ringere Oplysning. Disse Folk kun¬
de vore Aviser ikke forbedre.
17. Observat. Da No. XV. var publiceret, kommer jeg gaaende ind,
efter min Sædvane, i det Critiske Collegio. Men jeg erfarede med Forun¬
dring, at ingen af Giæsterne talede et Ord. Alle sadde ligesom Støtter ube¬
vægelige. J Førstningen tænkte jeg, de maatte være overmaade drukne. Men
siden erfarede jeg, deres Stilhed reyste sig af en stor Grublen. De vilde fore¬
stille sig saadan en Maling, som Beretningen fra Avindshiem beskriver. Een
efter anden udbrød paa det sidste og sagde: Det er mig umueligt at begribe;
jeg kand ikke imaginere mig saadan et billede. De flyede mig Avisen, bade
mig læse og sige, om jeg kunde troe, at en Maler kunde giøre saadant et Bil¬
lede. Jeg læste, og sagde, Ja jeg kand gierne troe det; thi Maler=Kunsten
kand være steget langt høyere i Maanen end hos os. Og hvo veed, om
vore Børne=Børns Børne=Børn, i Fald Verden hænger sammen saa længe,
kunde endnu male kunstigere billeder end dette synes at være. De Critiske
Herrer faae paa mig, og sagde: J har Ret, gamle Faer! Kunsten stiger.
Jeg sad længe og ventede, men jeg fik ingen flere Critiqver at høre. De faldt
tilbage i deres forrige Grublen, og jeg gik min Vey.
Seer, kiære Læsere! her have vor gamle Mands Observationer en En¬
de; thl om hand endskiønt bliver frisk igien, saa gaaer hand dog aldrig ud paa
