44
§. 15. Saa, nu i Pokkers Skind. Nu vil de have Ærbødighed død.
Monne de tænke, her ere ingen ærbødige Folk nu i Verden. Kunde de ikke
see. Gid de vilde lukke deres Øyne op, og bare betragte de mindste Compli¬
menter, som bære Vidnesbyrd om en langt dybere Ærbødighed end al de
Gamles udviiste Ydmyghed.
§. 16. Uartige Skrivere!
J have dog bare begyndt at skrive for at raillere got Folk. Jeg har aldrig hørt
saa meget Ont siges om eder, at jeg jo nu er i Stand til at troe tusinde gange
mere. Ulyksalige Personer, som Lykken har spillet Bold med, tage J ikke i
Betænkning, offentnig at gjøre latterlige i eders Blade. Men siger mig,
hvad Fordeel eller Ære have J vel af sligt. Det er ikke længe siden, J dreve
Spot med min Fætter Forøderen, da hans Pung var bleven tømt af en
umild Lykke. Hand besvarede det onde Avertissement J havde publiceret om
ham, og det som en ærlig Karl. Jeg vil træde i hans Fodspor og følge hans
Cxempel. Ja siden J saa grovt have torteret mig, tager jeg ikke i Betænk¬
ning, at sætte eder til Rette paa den haardeste Maade. J have Ret derudi,
at J kalde mig en Cavakier; thi det er mit rette Navn. Det har jeg ikke
allene arvet, men er endog naturlig viis disponeret dertil, siden jeg er i Stand,
til at føre saa artigt Postyr som nogen i min hele Gade. Men at J legge de
Ord slet og ret for an, det giøre J bare af Ondskab. Jeg maatte gierne
vide, om J bilde Jer ind, at ingen kand være Cavalier, uden hand endelig
skal føre sig saa meget prægtig op. Jeg faaer sige eder det engang. Jeg
kommer til at give eder en Beskrivelse paa en Cavalier, og det for eders Uvi¬
denheds Skyld: En Cavalier er et Menniske, som Naturen og Optug¬
telsen har dannet og giort beqvem til den artigste Opførsel. Derpaa
skal man kiende en Cavalier, at hand kand got entretenere, complimentere,
enbrasere og salutere. Det kand jeg, og derfor nægter endnu ingen mig det
baade arvede og velmeriterede Navn Cavalier. J ere de eneste, som ville
betage mig det. Men hvor langt tænke J at komme med eders uforskammede
Avertissement? Er det eders Sag enten mine Fiere ere bortblæste eller ey?
Hvad rager det Jer, enten jeg begyndte at føre mig prægtigere op end jeg kun¬
de holde det ud, eller at jeg havde alle Tider ført mig eens og jevnt op? Mon¬
ne jeg ikke haver tusinde Medbrødre, som giøre alle det samme? lom nogle Øye¬
blik lade sig see i den prægtigste Eqvipage og giøre store Figurer, hvor de fare
afsted, men derefter maae sue paa Lappen. Det er jo ingens Sag, at jeg bar
Fiere i min Hat i 8te Dage og ey længer. Lad dem skattere sig lykkeligere,
som kunde holde det længer ud. Ellers skal det ikke vare længe, førend J skulle
see mig med Fiere i Hatten igien, men hvor længe jeg kand beholde dem, reed
