47
at Taarene strømmede ned ad den Stakkels Lucindes Kinder: Har J dog,
sagde hun til hende, saa liden Kierlighed for eders eget Beste, at J vil gifte
eder med den fattige Leander. Tænker J, at jeg og min Mand nogen Tid
ville tillade den Forbindelse. Hand har jo neppe det ktere Brød. Har ikke
Clitander af Naade og Barmhiertighed taget ham med sig? J maae vide,
at dersom J endnu længer vægrer eder ved at ægte Orontes, da ville vi slaae
Haanden af eder, og aldrig kiende eder for vor Dotter mere. Disse Ord
udtalede hun med en gandske vred Stemme og meget alvorlig Mine, gik hastig
ud af Stuen, og lod den arme Lucinde sidde i en beklagelig Tilstand. Hun
begyndte at græde og raabte gandske høyt: Ach hvad er jeg Stakkels Pige
dog et ulyksaligt Creatur! Ach min Leander! min Leander! J hvad for en
bedrøvet Tilstand lader du mig ikke blive tilbage! Ved disse Ord faldt hun
i Afmagt, og var neppe kommet til sig selv, da hun atter blev forskrekket ved
at see Orontes staae for sine Øyne, som Moderen just havde bedet om at gaae
ind til hende. Men saa forskrekket som hun blev, da hun først saae ham her
i Stuen hos sig allene, saa forundret blev hun, da hun hørdte ham tale i denne
Tone: Søde Jomfrue! da jeg merker, hun ikke kand beqvemme sig til at elske
mig, og jeg har erfaret, at min Person staaer ikke hendes Moster Antigone
ilde an, og at min Kierlighed er heller ikke utilbøyelig til hende, saa har jeg
allerede besluttet, ikke oftere at forurolige min vakkre Jomfrue med mine Be¬
gieringer, men gratulerer mig selv med en bedre Seyer over hendes Jomfrue
Moster. Neppe havde Lucinde hørt disse sidste Ord, førend der faldt ligesom
en stor Steen fra hendes Hierte. Hun sprang op gandske henrykt af Glæde,
og omfavnede Orontes, takkende ham paa det allerartigste for hans genereuse
Kierlighed. Ja hun skiulte saa lidet sin Fornøyelse over denne sin uventede
Lykke, at Orontes blev gandske skamfuld over at tage saa mange Taknemme¬
ligheds Beviis af hendes Mund, tog derfor Afsked og gik lige hen til Anti¬
gone, der ikke var nær saa uvillig som den første, saa deres Bryllup otte Dage
derefter med megen Stats blev holdet, til alle deres fælles Glæde. Men
denne Glæde blev først ret fuldkommen, da Leander faa Dage derefter kom
hiem, for at tage al den Rigdom og alle de Eiendomme i Besiddelse, som Cli¬
tander, der underveys var død i hans Arme, havde testamenteret ham. Alle
gratulerede nu disse to unge forliebte, og Lucindes Forældre vare nu ikke meere
imod deres Samling. De leve begge i dette Øyeblik i den lykkeligste Een¬
drægtighed, og giver hele Naboelauget Beviis paa, hvorledes Himmelen pleyer
lønne en trofast Bestandighed.
Dette er en gandske artig Historie, og de Critiqver, som fældes derover,
ere disse Penge kand ikke vel giftes med andet end Penge; thi hvorledes
