Drømmeren.
Num. 1.
Løverdagen, den 11 Augusti 1759.
Et satis a media sit tibi plebe legi.
QVIDIUS.
A¬
t drømme er ikke noget usædvanligt. Sindet beholder sin Activite og Forestil¬
lings=Kraft end og under den dybeste Søvn. Men hvo vil forundre sig over,
at jeg drømmer, naar jeg sover, da mange drømme lys=vaagne? Det er ikke
min Sag at undersøge Grunden til Drømme. Jeg drømmer, fordi jeg
drømmer. Der har været en Tid, da Drømme have havt noget overordentligt
i sig. Paa vore Tiders Drømme bygger ingen Fornuftig. En stor Deel Drømme
ere dog merkelige, og kunde, maaskee, fortiene nogen Slags Eftertanke.
Af deslige Drømme er jeg nu paa nogen Tid bleven hver Nat foruroliget udi
min Søvn. Jeg kalder det en Plage. Neppe slummer jeg hen, at jeg jo udi
Drømme befinder mig i de Dødes Rige. Min for kort Tid siden bortdøde fortrolig¬
ste Ven er min Ledsagere. Den, der om Natten maa holde Selskab med de Døde
og om Dagen med deres Gienfærd, har jo Plage nok. Man pleyer at finde en Slags
Lindring udi sin Sorg ved at klage den for andre. Jeg har derfore besluttet at aa¬
benbare mit Hiertes Anliggende for alle Dag=Drømmere. Med Nat=Drømmere,
for saavidt de ere Nat=Drømmere, har jeg her aldeles intet at giøre.
Da jeg en Aftenstid første Gang satte Pen til Papiret for at antegne mine
Drømme, paakom mig en usædvanlig Tunghed, saa at jeg faldt i Søvn. Under
denne Søvn kom det mig for, som at jeg var uden for en Stad af en overmaade
Størrelse. Mig syntes, at en ung og velskabt Jomfrue lokkede mig med sig ind i
Staden. Hun førte mig allevegne omkring. Hvor jeg kom frem, saae jeg Gaderne
at vrimle af fire og tobeenede Creaturer. Men jeg saae faa eller ingen Mennesker.
Min Ledsagerinde talede ikke eet Ord, men smiilede ved alt hvad jeg spurgte hende
om. Omsider kom jeg til en aaben Plads af et meget stort Begreb. Mig syntes
ligesom at alle Stadens Jndvaanere forsamlede sig til denne Plads. Jeg begyndte
at befrygte, at der i en Hast var kommen en Fiende for Staden. Jeg nærmede
