2
mig allene hen til Forsamlingen, for at høre hvad der var paa Færde. Jeg fandt
dem alle Masqverede. Jeg sluttede, det maatte være Brugen i denne Stad at spille
Masqverade under aaben Himmel. Men hvor stor blev ikke min Forundring, da
jeg fornam, at deres Discourser og Tale var alvorlig, og at de tracterede lutter al¬
vorlige og vigtige Ting.
Jmedens jeg stod saaledes henrykked af Forundring over dette uventelige, nær¬
mede sig en Person til mig, der offererede mig en Masqve og en Habit af Faareskind,
underforet med en Ræve=Pelds. Jeg fandt mig affronteret ved denne Offert, og
refuserede den. Han spurgte, om jeg ikke havde hiemme her i Staden. Jeg sva¬
rede: Mit Hiem er allevegne; dog er jeg i denne Stad en Fremmed og nyelig an¬
kommen. Han befalede mig strax at retirere. Man taaler ikke her, sagde han,
fremmede Tilskuere. Jeg var lydig.
Mig syntes, at jeg i det samme befandt mig paa et høyt Stæd. Et Fruen¬
timmer presenterede sig her strax for mig, af hvis Ansigt, Væsen, og Prydelse der
fremskinnede noget Majestætisk. Hun talede mig til. Jeg søgte at retirere. Hun
befalede mig at staae. Du flyer for mig, sagde Hun, da du dog ærer og tilbeder
mig. Jeg er Gudinden Pallas. Mig syntes jeg blev omgiven med en Skye.
Vend dig om, sagde Gudinden, og see til den aabne Plads, hvor du kom fra.
Hvad seer du? Jeg seer en stor Forsamling af Mennesker. Det Syn bedrager dig.
Hun holdte mig et Glas for Øynene. Ak Himmel! raabte jeg, i Stæden for Men¬
nesker seer jeg nu Løver, Biørne, Ræve, Ulve, Øgler, Ravne, Høge, Slanger,
og allehaande skadelige Dyr og Fugle. Mig syntes, den Skye, jeg stod udi, blev
gandske klar; og i det jeg atter vilde see hen til den aabne Plads, syntes mig, jeg
var den saa nær, at jeg kunde høre de Forsamlede at tale. Gudinden bad mig at
betragte de Forsamlede uden Glas. Jeg saae nu Mennesker. Udi Midten af Plad¬
sen saae jeg ligesom et forhøyed Theatre. Her fremstillede sig tvende Personer, der
kom hinanden i Møde. Disse aflagde paa begge Sider de dybeste Complimenter,
og under Venskabs Kys omfavnede hinanden paa det kierligste. De vidnede paa
begge Sider om den store Glæde, de nød ved hinandens Velgaaende, og at deres
eneste og største Fornøyelse var at kunde see og tale med hinanden.
Hvad seer du, spurgte Gudinden? Jeg seer tvende meget kierlige og oprigtige
Venner. Du bedrager dig, sagde hun. Derpaa holdte hun mig sit Glas for Øy¬
nene. Nu seer jeg en Ræv og en Slange. Hvor er det dog mueligt, sagde jeg ---
Gudinden faldt mig ind i min Tale. Den udvortes Anseelse er et Slegfred Barn af
Virkelighed, og ligesom Hore=Unger passere for ægte Børn hos de Ukyndige, saaledes
antages og Skin af Dydelighed for Dyden selv. Sandhed er for længst kommen af
Mode hos disse Forsamlede. Den reene Kierlighed er dreven i Landflygtighed; og
Oprigtighed har retireret sig i en Udørk, at den ey skal være Vidne til de mange
Seyervindinger, som Falskhed daglig erholder. Den har allene efterladt sin Skyg¬
ge, og du, saavelsom mange andre, ere saa blinde, at de antage den som et virke¬
ligt Legeme. Nu forføyer Ræven sig ud af Theatret. Giv nu agt paa hvad den
tilbageblivende Slange vil sige om sin fræværende Ven. Jeg hørte nøye til. Denne
Ræv, sagde den tilbageblivende Person, maa betales med sin egen Myndt. Hans
Væsen er forstilt, og den Ærlighed, der ligger paa hans Læber, har aldrig havt
