Drømmeren.
Num. 2.
Løverdagen, den 18 Augusti 1759.
Hr. A.
J¬
eg giver Dem, Min Herre! med billighed det første og øverste Sted iblant
dem, som jeg udi mit første Blad lovede, at ville klage mit Hiertes Anliggen¬
de for. Min Herre er, som jeg haaber De selv ved, kommen sovende til de
Midler og den Station, de besidder og beklæder. Hvo vil forundre sig over,
at De udi al deres Forretning og Foretagende drømmer?
Man formoder, at den, der selv er forsøgt i nogen Slags Lidelse, kan best
have Medlidenhed med andre Lidende. Min Herre er en velbekiendt Drømmere.
Jeg er og imod Formodning bleven det samme. Forskiellen imellem Min Herres,
og min Lidelse er denne. De drømmer om Dagen, endog under deres fleeste og
vigtigste Forretninger. Jeg derimod drømmer paa en Tid, da jeg intet andet har
at bestille, end at sove og drømme, nemlig om Natten. Jeg vil ikke disputere Min
Herre Fortrinet udi denne vores fælles Lidelse. Jeg søger allene en Slags Lindring
udi min egen Lidelse, ved at klage den for Min Herre, da jeg er aldeles forsikret om,
at De, som en Medlidende, vil tage ligesaa stor Deel deri, som i Deres egen, hvis
ikke Deres sædvanlige Magelighed hindrer dem derfra.
Det bliver vel forgieves, at ville forestille Min Herre den Sinds Urolighed
og Smerte, som en fortrolig Vens Dødsfald kan foraarsage, efterdi jeg veed, at
saavel Deres mange Penge, som Deres artige Kone forskaffer Dem alt fleere og fleere
hengivne Venner. En indvortes stille og affarved Sorg over min fortroligste Vens
Dødsfald, har foraarsaget, at jeg nu paa nogen Tid har, ligesom min Herre,
gaaet i en bestandig Døs. Hvad enten jeg vaager eller søver, staaer denne min
afdøde Ven for mig. Han var min Ven. Det vil vel ikke falde Min Herre! der
saa got som er sprungen af Amme=Stuen i Brude=Sengen, synderlig Fabelagtigt,
naar jeg beretter Dem, at denne min afdøde Ven forgangen Nat aabnede min Kam¬
mer Dør, gik til min Seng, og tiltalte mig ungefær med disse Ord: Lad ikke min
