6
lykkelige Afskeed fra Verden saa meget krænke Eders Sind, og omendskiønt J savner
min Personlige Nærværelse og Omgang, skal min Attraae dog stedse følge Jer.
Forlad Eders Leye, og lad mig blive Eders Ledsager, da jeg skal fornøye Eder med
at besee vore Boliger, og at tale med mine Meddøde. Jeg giorde efter min Vens
Villie.
Mig syntes, jeg blev ført ind under en Gevelbt af en maadelig Høyde og
Størrelse. Den var afdeelt i adskillige Boliger, for de der værende Døde. Min
Ven ledsagede mig allevegne omkring udi denne Gevelbt, og jeg forefandt den ene
Bolig kostbarere end den anden. Jeg, som altid er vant til, at giøre mine taabe¬
lige Reflexioner over alt hvad mig forekommer, tænkte ved mig selv: Monne ikke de
store Skatte, som man Tid efter anden transportere til de Dødes Rige, ogsaa kan
contribuere noget til det almindelige Væsens Svekkelse i de Levendes Rige?
Min Ven spurdte mig, om jeg havde Lyst for at tale med nogen af disse Døde.
Han aabnede et af disse Sove=Kamre. Den derudi værende Døde blev liggende i sin
Magelighed, at strække sig paa sit Leye. Jeg bad min Ven sige mig, hvem og
hvad denne havde været i de Levendes Rige, og da jeg var bleven underrettet herom,
talede jeg ham til.
Den Døde aabnede sine Øyne og stirrede noget stærkt paa mig. Omsider
aabnede han under en Gispen sin Mund, og spurgte mig, om jeg var et Menneske?
Jeg fandt mig affronteret ved denne Compliment, og svarede med en spodsk Mine,
at han meget vel kunne see af min Skabning, at jeg ikke var et Pind=Sviin eller en
Gedebuk.
Jeg mærker, sagde han, du støder dig over mit Spørsmaal, men den blotte
menneskelige Dannelse beviser ikke altid, at man er et Menneske. Jmedens jeg var
i de Levendes Rige, levede jeg i den falske Tanke, at jeg var et Menneske. Jeg
var og skabt til at kunde have blevet det. Men saasom mit ganske Liv, formedelst
den Lykke, jeg var fød til, og som fulgte mig til min Grav, var en bestandig Søvn
og Døs, kunde jeg ikke faae mine Øyne aabnede til at indsee dette Bedragerie,
førend efter min Død. Jeg var født af saadanne Forældre, der besadde Overflø¬
dighed af Ære og Rigdom, og efter deres Død blev jeg en Arving til begge Deeele.
Udi min Promotion kunde der ikke sees paa mine egne Meriter, hvilke bestode
allene i at kunde dantse, spille, fægte, ride, parler Francois og saa videre. Jeg
avangerede fra en vigtig Charge til en anden; men saasom jeg selv havde i saa Maa¬
de et Hoved uden Hierne, maatte jeg udi alle Embeds Affaires betiene mig af en
andens. Jeg maatte, at jeg skal tale uden Lignelse, forsyne mig med habile Fuld¬
mægtiger, der foruden den anseelige Gage, jeg aarlig gav dem, vidste ved alle Ley¬
ligheder at lønne sig selv, og det med saa megen større Sikkerhed, saasom de vidste,
at jeg ikke var af de Slags Principaler, der kigede deres Fuldmægtige i Cartet.
Jngen Indsigt havde jeg i de mig anfortroede Embeder; ikke heller gad jeg
befatte mig med det Bryderie, men jeg lod alting gaae igiennem mine Fuldmægti¬
gers Hoved, og havde altsaa af mine Embeder intet uden Navnet og Lønnen. Be¬
