7
gierte nogen Underretning af mig om et eller andet; havde den eller den, der stoed
under min Jurisdiction fornærmet nogen, maatte den Forurettede addressere sig til
min Fuldmægtig, og holde gode Miner med ham. Søgte han mig selv, kunde han
enten være vis paa en haanlig Afviisning, eller og vente sig det samme Svar, som
Pfalzgræven i Comedien gav de Spørgende, nemlig: spørg min Hofmester! gak til
min Fuldmægtig! De, der ellers søgte mig paa mine Embeders Vegne, fik sielden
eller ingen Tid Audience. De fleeste Tider traf man mig ikke heller hiemme; thi
endskiønt mine Embeders Vigtighed kunde vel holdt mig inden mine egne Vegge, saa
dog, naar jeg havde kastet Byrden paa andres Skuldre, søgte jeg mine Divertisse¬
ment nu udi een, nu udi en anden Slags Vellyst.
De, der kiendte mig, og havde lagt Mærke til mit Forhold udi mine Embe¬
der, vare faldne paa de Tanker, at jeg havde taget Skade paa den største Deel af
mine Lemmer; thi jeg saae med andres Øyne; jeg hørte med andres Ørne; jeg sva¬
rede med andres Mund; og jeg skrev med andres Hænder; med et Ord: Jeg var udi
Embeds Affaires blind, døv, stum og lam, og havde ingen Hænder, uden naar jeg
skulde imodtage den Løn, jeg ikke havde fortient. Jeg presenterede vel altsaa en stor
Figur udi de Levendes Rige, men var dog intet andet end et stort Null. Jeg var
for min egen Person ikke alleene det almindelige Væsen til ingen Nytte, men jeg var
det og til megen Skade; thi som jeg selv var aldeles meget uduelig til de anfortroede
Embeder, saa bleve de samme ved mine Fuldmægtiger forvaltede saaledes, som deres
egen Jnteresse vilde tillade det. Jkke destomindre havde jeg dog de Tanker om mig
selv, at jeg var en ligesaa habile, som anseelig Embedsmand; og hvo torde vel have
understaaet sig, at sige mig andet?
Men hvad Under, at jeg var bleven saa uduelig en Embedsmand, naar en an¬
seelig Herkomst havde den Almagt, at den kunde skabe Meriter, og følgeligen at
kunde sette mig paa anseelige og vigtige Poster. Det var visselig ikke en medfød
Dumhed og Ubeqvemhed, der forvoldte, at jeg, imedens jeg levede, ikke var det
almindelige Væsen til Nytte; men jeg tilskriver det fornemmelig min forvendte Edu¬
cation, at jeg var bleven anført til saadanne Videnskaber, der allene kunde zire min
Stand og fornøye min Vellystighed, men ingenlunde giøre mig skikked til at forestaae
et Embede af minste Betydenhed. Hertil hialp og dette, at saasom jeg forud vidste,
at min Herkomst skulde blive Causa movens, eller den bevægende Aarsag til min
Forfremmelse, saa gad jeg ikke heller legge Vind paa det, der kunde have gjort mig
duelig og skikked. Jeg var opdragen i en galant Ørkesløshed, uagtet jeg efter Ma¬
dame la Cotumes høybydende Love og Foreskrift havde nok at bryde mit Hoved og
alle Legemets Lemmer med. Jeg fremdrog min Levetid i en bestandig Ørkesløshed,
endskiønt jeg var et Perpetuum Mobile, og havde alletider nok at bestille med slet
Intet. Jeg meente, jeg var allene sat i Verden for min egen Skyld, og naar
jeg brugte min Haand til at underskrive et og andet Document, mine Embeder ved¬
kommende, og til at imodtage mine visse og uvisse Intrader, tænkte jeg, at jeg hav¬
de giort alt, hvad mig tilkom i henseende til det almindelige Beste.
Naar jeg nu, foruden dette, at jeg var en unyttig og uduelig Lem i det men¬
meskelige Societet, eftertænker mit øvrige Forhold og Adfærd udi de Levendes Rige,
nødes jeg til, at tilstaae om mig selv, at jeg ingenlunde var et Menneske. Mit
