10
borgere ikke en liden Tieneste, om du med det samme forbliver her udi vort Rige.
Jeg var udi Livet geleydet med tvende Personer, nemlig Falskhed og Løgn, hvilke
vare mine Raadgivere. Kierlighed til mine Medborgere var aldeeles udjaget af mit
Bryst. Misundelse og Egennytte havde reent bemæstret sig mit Hierte. Mine
Medborgeres Ære var Maalet for mine Piile; og at hindre andres Lykke og Vel¬
gaaende var min største Lyst. Jeg skaanede ikke de helligste Personer, og min gifti¬
ge Tunge bær Vidne om, at jeg var en Fiende af alle. De hesligste Farver, med
hvilke jeg kunde afmale mine Medborgere, vare i mine Øyne de deyligste, og jeg for¬
nøyede mig over intet meere, end naar jeg fandt saadanne Ørne, der troede mine
Beretninger, og saadanne Læber, der vilde være mig behielpelige i at giøre de uskyl¬
dige forhadte. En liden Feyl hos nogen af mine Medborgere giorde jeg til et Bierg,
og den mindste Forseelse var nok til at udraabe ham for en lastefuld og skadelig Lem.
Ofte gik jeg aabenbar til Verks, og udi et og andet Selskab spillede offentli¬
gen med min Næstes Navn og Rygte. Men naar de Personer, jeg agtede at svær¬
te, vare af den Stand og Formaaenhed, at jeg ikke turde gaae aabenbare til Værks,
betiente jeg mig af hemmelige Veye. En Credulus, der troede alt hvad han hør¬
te, og anhørte de skammeligste Reflexioner, der giortes over andre, som aabenbare
Sandheder, maatte da være min Avis=Dragere. Aldrig saasnart havde jeg bundet
denne, een eller anden Løgn paa Ærmet, at han jo strax indfandt sig paa de Stæder,
og i de Huse, der vrimlede af store Statister, hvor man hørte Regieringer at omstø¬
des, Tropper at anføres, Ministre at afsættes, og de nyttigste Anstalter med en
temmelig Frihed og Rundtalenhed at criticeres. Credulus undsaae sig ikke ved paa
disse Stæder at fortælle det offentlig, som jeg havde sagt ham udi Eenrum; og naar
da en eller anden tyssede paa ham, at han skulde vide, hvad han talede, satte han
en Tromf af det drøyeste Slags paa, at det var en reen Sandhed, han fortalte.
Sagen havde altsaa sin Rigtighed udi de fleestes Øren, og det varede ikke længe, at
jo min opdigtede Historie med en og anden Forbædring i Trykken, blev læst over den
heele Stad.
Til denne Ondskab imod mine Medborgere, blev jeg fornemmelig dreven af
Misundelse. Jeg ansaae mig selv som en meget værdig Borger, der frem for en
stor Deel andre burdte ophøyes. Jeg bildte mig ind, at mine Meriter vare saa
kiendelige, at de ufeylbarligen maatte falde de Formaaende i Øynene; men jeg fryg¬
tede, at mine Rivaler skulle giøre dem usynlige Jeg pønsede derfore ideligen paa,
hvorledes jeg med et Slags Skin af Sandhed, kunde faae mine Competitores paa det
sorteste antegnede. Deres Undertrykkelse var mit Hoved=Maal. Desaarsage lurede
jeg paa al deres Adfærd, Tale og Foretagende. Til den Ende paatog jeg mig un¬
dertiden en Ærligheds og Eenfoldigheds Masqve. Jeg iførte mig Venskabs Kaabe,
tvang min Passion, og opførte mig i alle Maader som deres Fortrolige. En Sin¬
cerus, der dømte om andre af sig selv, og som man med et Ord talt i Fortrolighed,
letteligen kunde bilde ind, at man var hans oprigtige Ven, aabnede sit Hierte og sine
Veye for mig. Dette var alt nok til at give fuld Vind i mine Seyl, og føre mig
til dem, der brugte mig som Spion. Min sædvanlige troe Følge=Svend Sr. Løgn
maatte da være min Assistent, og naar mine Principaler vare af det Slags, der
enten efter egen Phantasie, eller efter andres uforhørte Calumnier, satte et Lands
almindelige Beste paa Spil ved deres Lettroenhed, formedelst hvilken adskillige habile
