11
og meriterede Personers Opkomst blev hindret, naaede jeg mit Maal; Ligesom jeg og
paa denne Maade giorde det første Pas til min Lykke i de Levendes Rige. Det blev
da altsaa fremdeeles min Hoved=Sag, at beflitte mig paa et Forraad af Calumnier.
Jeg anbragte ogsaa de fleeste med den Lykke, at en og anden brav Mand vidste ikke
et Ord af, førend han enten var sat udi Mis=Credit, eller og aldeles styrtet. Udi
denne min Ondskab, affecterede jeg et Skin af et ægte Patriot=Væsen, da dog intet
laae mig mindre paa Hierte, end det almindelige Beste, og var dette des kiendeli¬
gere, saasom jeg, ved at see de uskyldige styrtede, skildte det almindelige Væsen ved
duelige Lemmer, der havde Forstand og Lyst til at befordre det Beste.
Jo høyere jeg svingede mig i Veyret, jo farligere blev jeg for mine Medbor¬
gere. Min Æregierrighed og Pengegierrighed havde ingen Grendser, og saa mange
af dem, som ikke vidste at fornøye mig i nogen af Deelene, vare uden Modsigelse
enten uduelige eller skadelige Borgere. Dog vidste jeg at simulere. Jeg indrettede
mine onde Desseins efter Forsigtigheds Regler. Jeg undersøgte nøye, hvad Con¬
nexion Vedkommende kunde staae udi med andre. Jeg satte mine Calumnier paa
Skruer. Jeg vilde ikke tale i Grovheds Sprog, at jeg ikke derved skulde røbe mit
fiendske Hierte, men jeg beflittede mig paa Talemaader, der kunde smage af Kierlig¬
hed og Nidkierhed for det almindelige Beste. Jeg roste de paasigtede Personers gode
Villie, men beklagede derhos den Mangel, der fandtes hos dem paa de fornødne
Gaver til at kunde præstere præstanda udi deres Stationer. Jeg tog enhver Leylig¬
hed og Anledning i Agt, til at demonstrere de skadelige Følger, som det almindelige
Væsen deraf vilde føle i Tiden. Mine Argumenter vare just ikke saa Patriotiske som
Sophistiske. Jmidlertid fandt de dog efterhaanden Gehør, og jeg kom omsider,
skiønt Fod for Fod til Maalet. Ja min Ondskab gik omsider saavidt, at jeg end og
arbeydede paa at bringe dem, der havde været mine Forfremmere i Mis=Credit, men
en uformodentlig og hastig Død standsede mig i mit Ondskabs Løb. Du kan let fo¬
restille dig, at min Afskeed fra de Levendes Rige, ikke kunde gaae ret mange af mine
Medborgere til Hierte, og at ingen uden Smarotsere og grove Hyklere, oprettede
Monumenter og Ære=Støtter paa min Grav.
Saasnart jeg ved Døden var oversat i de Dødes Rige, blev jeg fremstillet for
Minos, de Dødes Dommere. Han æskede mit Reyse=Pas og Skudsmaal fra de
Levendes Rige, hvilket jeg da, skiønt ugierne, maatte forevise.
Det var af følgende Indhold:
Jeg Forgiengelighed, Tidens og Naturens Fortærerske, kiendes hermed, at nær¬
værende afsiælede Krop, haver udi een Tid af nogle og tredive Aar opholdet sig
her udi de Levendes Rige. Og saasom han nu har maattet betale Naturen sin Skyld,
og desaarsage seer sig nødsaget til at forflytte sin Bopæl herfra til de Dødes Rige,
meddeeles ham efter Forlangende dette sandfærdige Vidnesbyrd, at han udi alle Maa¬
der, har opført og forholdt sig saaledes, som det en slet Patriot og ildesindet Bor¬
gere egner og anstaaer, og at han ikke, saavidt mig er bekiendt, har nogen Tid været
det almindelige Væsen til mindste Nytte, men meget meere til Byrde og Svækkelse,
saa at ingen med Sandhed kan sige ham noget paa til hans Berømmelse. Thi ville
jeg hermed have ham, som en habile Løgnere og Calumniant, til alle forekommende
