Drømmeren.
Num. 5.
Løverdagen, den 8 Septbr. 1759.
Hr. D. & Compagnie!
Jeg maatte høyligen forsee mig, hvis jeg vilde unddrage Eder, Mine Herrer!
min Fortrolighed, eller efterlade at give Eder Part udi mine Lidelser. Jeg
veed, at J have den samme Plage om Dagen, som jeg om Natten; og alt¬
saa skulde det, vel mueligt, blive saavel Eder som mig en Slags Lindring, at vi
klage vores fælles Lidelse for hinanden.
Min afdøde Ven indfandt sig, som sædvanligt, forgangen Nat, og ledsagede
mig til de Dødes Rige. Jeg har, sagde han, noget mærkeligt at lade Jer see og
høre. Minos, vores Regent og Dommere, er kommen i Erfaring om, hvorledes
et og andet Embede er bleven betroet til uduelige og uværdige Personer. Desaarsa¬
ge har han besluttet, at han ved alle forefaldende Vacancer selv vil imodtage de An¬
søgendes Memorialer. Han bær aldeeles ingen Tvivl om, at jo de, der forhen ha¬
ve gjort Forestilling paa de Ansøgendes Vegne, have viist al Retsindighed og Re¬
delighed; men han har eftertænkt, at saasom det er dem umueligt at kunde kiende de
Ansøgendes Capacite og Forhold, saa har deres Forestilling maattet grunde sig paa
andres Recommendationer, om hvis Upartiskhed og patriotiske Hensigt paa det al¬
mindelige Beste de kunde have de samme Tanker, som om deres egen. Men jeg
tvivler høylig paa, at Minos herved vil naae sit Øyemeed. Jeg troer ikke heller,
at han selv haaber det. Dog kan denne hans Beslutning i en og anden Henseende
have sin store Nytte.
Jeg havde noget paa Tungen at vilde have sagt min Ven i denne Sag; men
han tog mig ved Haanden, og iilede med mig hen til en Bolig af temmelig Størrel¬
se. Han førte mig derind, og jeg saae her Minos siddende paa et forhøyet Sæde.
Der fremstillede sig da i det samme en Person udi en prægtig Eqvipage. Jeg ansaae
ham for een af denne Regentes Ministre, men jeg erfarede strax, at han var en
Solicitant. Han overleverede Minos sin Memorial, hvori han beraabte sig paa
