Dk i90
spørsel om sin Habllite, beraabte sig atter paa de samme. Men Minos svarede:
Jeg har til den Ende selv vildet uleylige mig med, at anhøre de Ansøgende, at ikke
uværdige og udygtige Personer skal indsnige sig i Embeder; og have de, der have
meddeelt dig deres Recommendation til dette Embede, enten vildet spille en Comoedie
med dig; eller og, hvis deres Hierte haver svaret til deres Pen, have de derved kien¬
deligen røbet deres slette Hensigt pva det almindelige Beste.
Fremdeles fremkom en geistlig Mand med sin Ansøgning, hvorudi han beraab¬
te sig paa, at han udi nogle Aar havde siddet udi et almindeligt Kald, og bad der
fore, at Minos vilde have den Naade for ham, at forunde ham det vacante Præ¬
ste Embede. Minos tilspurgte Solicitanten, hvormeget hans Kald kunde ungefehr
importere ham aarlig? Kaldets Jndkomster, svarede Solicitanten, ere et Aar min¬
dre, et andet større; dog kan jeg alletider giøre mit Facit paa 4 til 500 Rdlr. aar¬
lig. Er da, spurgte Minos; din Huus=Familie saa stor, at du ey kan underholde
den med disse Jndkomster? Jeg kan vel, svarede Solicitanten, komme ud dermed;
men det lidet, der bliver til overs, vil kun blive en maadelig Arvepart for mine
Sønner. Vel, sagde Minos; du har et Kald, hvoraf du, efter egen Tilstaaelse,
kan ernære dig og dine. Hvad dine Sønner angaaer, da have de, naar du ingen
Arvepart efterlader dem, desmindre at rutte med ved Academierne, og kan de derud¬
over nødes til, med desstørre Flid at lægge sig efter de Ting, hvorved de kan erhol¬
de deres Ophold og tiene det almindelige Væsen. Overalt maatte du vide, at det er
dig og dine Medbrødre, der allene burdte følge det indvortes Kald, aldeles uanstæn¬
digt, at de som Leye=Svenne vil lade sig for Gevinsts Skyld trække fra en Menighed
til en anden, da de burdte lade sig nøye med det, de have, indtil man selv, forme¬
delst en eller anden Omstændighed, fandt for got at forflytte dem.
Efter denne fremstillede sig en anden med Ansøgning, at det maatte tillades
ham at afstaae sit Embede til en anden. Minos fæstede sine Øyne paa denne og
sagde: Mig synes, at du endnu ikke er saa gammel og skrøbelig, at du jo selv kunde
forestaae det dig anfortroede Embede? eller og vil du, maaskee! afstaae det, fordi
du ikke selv forstaaer at forrette det? Solicitanten benægtede begge Deele, og sagde,
at den Person, som han agter at afstaae sit Embede til, har tilsagt ham en anseelig
Summa Penge til Afstaaelse, og har desuden forbunden sig til, at give ham en aar¬
lig Pension, saalænge han lever. Saa hører jeg da, sagde Minos med en fortør¬
net Mine, at man marchanderer med mine Embeder, og derved letteligen kan sætte
det almindelige Beste paa Spil. Har du, spurgte Minos en fuldkommen Kund¬
skab og Erfarenhed om, at den Person, som du vilde, om det blev dig tilladt, af¬
staae dit Embede til, besidder den fornødne Capacite og Dygtighed? men herom var
Solicitanten aldeeles ukyndig. Hvorledes tør du da, spurgte Minos, komme frem
med en saa ublue Ansøgning? Har jeg sat dig i Embede, at du skulle see meere paa
dit eget end paa det almindelige Beste? Og viser du dig ikke ved denne Ansøgning,
en meget slet Patriot, at du for din egen Jnteresse Skyld vil sette det almindelige
Beste paa Spil under en udygtg Successor? Fremdeeles maatte jeg spørge, om du
anseer det Embede, jeg for din Person har betroet dig, som en Eyedom, den du ef¬
ter eget Behag kan afhandle til hvem du lyster? Og endelig maatte du vide, at saa¬
længe du selv har Kræfter og Habilite til at kunde forestaae dit Embede, du da baade
handler imod Naturens Lov, saa og imod de Pligter, du er det almindelige Væsen
