Drømmeren.
Num. 6.
Løverdagen, den 15 Septbr. 1759.
Hr. E.
D¬
e, har, Min Herre! største Føye til at bebreyde mig min liden Fortroelighed,
til Dem, at jeg, da man forsikrer, at De ingenlunde meriterer det sidste
Stæd iblant Dagdrømmere, ikke efter Skyldighed har givet Min Herre den
Dem tilkommende Rang og Sæde. Maatte Undskyldninger finde Stæd, kunde jeg
haabe, at Min Herre vilde tage den for gyldig, nemlig, at jeg ey før har været
fuldkommen underrettet om Deres Lidelse; og har jeg nu saa meget meere Aarsag
til at tage Deel i samme, som at jeg selv har haft Følelse af dens tærende Kraft.
Men i det jeg ved dette Blad andrager mit Hiertes Anliggende, søger jeg langt fra
ikke den behøvende Lægedom imod den Svinde=Soet, min Pung har faaet en Green
af, ved Min Herres Tienstagtighed; men jeg haaber, det vil blive mig en Slags Lin¬
dring, at jeg, ved at fortælle Min Herre noget af mit Natte=Drømmerie, kan sige
Dem saa uformærkt min Hiertets Mening i Øynene.
Mig syntes, at jeg nu afvigte Nat befandt mig hos min afdøde Ven udi de
Dødes Rige. Han førte mig til en af de Dødes Boliger, hvilken han aabnede. Min
Ven gav mig Underretning om denne her residerende Døde, og jeg havde kiendt ham.
Ved Indtrædelsen udi hans Boelig raabte han til mig: Jeg veed Eders Ærinde;
men jeg kan nu ikke være Jer til Tieneste; J faaer at addressere Jer til mine Brø¬
dre i de Levendes Rige! Jeg studsede ved denne Hilsen, og som jeg ikke kunde be¬
gribe, hvad den vilde sige, bad jeg han vilde explicere sig noget tydeligere. Paa
dette mit Forlangende fik jeg intet Svar; men i dets Sted sagde han: Jeg vil, om
jeg kan tiene Jer dermed, give Jer en kort Underretning om mit vanskabte Væsen
og Forhold udi de Levendes Rige.
Jeg var af de Slags Mennesker, der have hensolgt sig til Gierrighed. Ved
Overgivelsen til denne Last, blev jeg strax forsynet med saadanne Principia, der
tiente til at befordre mine egne Fordeele. Jeg loe af dem, der vilde henvise mig til
