Dt 23300
jeg kunde blive frietaget fra de Pligter, som Kierlighed befalede mig at vise imod an¬
dre, klynkede og bejamrede jeg mig selv som en fattig Mand. Jmidlertid var min
Fortroelighed til Forsynet saare liden. Enhver Skilling, jeg anvendte til at ophol¬
de Livet paa mig og mine, formeente jeg at kunde give mig Betle=Staven i Haanden.
Jeg vilde derfore selv præcavere min Fattigdom, og dette meente jeg allerbest at kun¬
de skee, naar jeg forbandt mig ved Eed, at vilde leve et usselt Liv, og at jage Kier¬
lighed til Næsten paa Dørren. Og dette mit Løfte holdte jeg og som en ærlig Mand.
Jeg giorde aldrig noget Menneske got, og min Levemaade var uslere end mangen
Slaves. Jeg var ofte vred paa Naturen, der befordrede Madens Fordøyelse, og
jeg ønskede mig ofte Obstruction, at et magert Maaltid kunde have været nok for en
heel Uge.
Synes J nu vel, at der kunde gives en større Vanskabning i det menneskelige
Societæt, end jeg var? Jeg satte Ære, Liv, ja det som vigtigere er i Fare, allene
for at kunde forøge mine Midler, af hvilke jeg dog ikke høstede andre Fordeele, end
Sinds Urolighed og en ond Samvittighed. Jeg underkastede mig de største Besvær¬
ligheder; Jeg trættede mit Legeme med unødvendig Arbeyde; og jeg lagde mig aldrig
nogen Nat til en tryg og rolig Søvn. Det mindste, der rørte sig i mit Huus om
Natten, kunde sette mig i største Angest og Skræk, og naar jeg sov, drømte jeg be¬
standig om Besøgelser af Tyve.
Men omendskiønt jeg, for saavidt jeg var betagen af en umættelig Gierighed,
samlet med Nidskhed og Karrighed, var lastværdig og skadelig nok; saa dog havde
jeg ikke været saa skadelig for mine Medborgere, hvis jeg havde ladet mig nøye med
mit eget. Jeg ansaae Verden, som den, der allene var skabt for min Skyld. Jeg
bildte mig ind, at Himlen havde meddeelt mig et Skiøde, der satte mig i Possession
af Verdens Rigdomme, og jeg tænkte, at jeg havde første Prioritæt i andres Mid¬
ler. J saa Maade betragtede jeg mine Medborgere som mine Debitorer, i hvis
hvis Boe jeg havde Friehed at giøre Jndførsel, naar og paa hvad Maade jeg lystede.
Enhver vidste, jeg besad Midler, uagtet jeg stedse klynkede og udraabte mig selv for
en fattig Mand. Adskillige indfandt sig derfore hos mig, og jeg lod ikke lettelig
nogen Leylighed gaae forbie, der kunde befordre min Jnteresse. Man havde visselig
gjort mig Uret, om man havde villet anføre mig paa de Ubarmhiertiges Liste. Jeg
holdt det for noget nedrigt, at udgive en Skilling eller toe som en Almisse; og for at
bevise Urigtigheden i deres Slutning, der i Anledning af dette vilde dømme mig
som en lidet Medlidende, saa gav jeg alle Trængende frie Addresse til min Casse.
Hvad deyligere Beriis kunde der vel aflegges paa en god Borger, og en barmhie rtig
Broder? Min Casse stod aaben for alle Trængende, at forstaae saadanne, der kunde
give 12 a 15 pro Cento Rente; og for at kunde profitere desmeere, udgav jeg mig for
en Commissionairs, og paastod derfore anseelige Douceurs for min Umage og Tienst¬
agtighed. Jeg vidste heel mesterlig at trække Rus med unge bemidlede Cavallierer,
og naar jeg, for Exempel, laante dem 100 Rigsdaler, maatte de give mig deres
Obligation for halvandet, ja vel og to Hundrede; men ey nok; jeg saae mig alletider
vel forsynet med slette og vel-beklippede Ducater, hvilke disse Messieurs maatte tage
for 15 Mk. Støkket, hvorved jeg og profiterede noget anseeligt. Men i hvor haarde
end disse Vilkaar vare, vare de dog glade ved, at de kunde faa Penge at sville bort,
og at anvende paa deres Maitraisser. Naar Forfalds=Tiden kom, befandtes jeg ikke
