Drømmeren.
Num. 7.
Løverdagen, den 22 Septbr. 1759.
Hr. F. med kiære Brødre og Systre!
F¬
organgen Nat har jeg været en Tilskuere ved en Masqverade; men hvad enten
det var over eller under Jorden, kunde jeg ikke giøre mig nogen ret Forestilling
om. Hvor jeg end var, saa syntes mig udi Drømme, at min afdøde Ven
førte mig igiennem en stor illumineret Sahl, ind udi et mørkt Værelse ved Siden af
Sahlen. Jeg spurgte min Ven, hvi han vilde, vi skulde opholde os paa dette
mørke Stæd? Jeg har, svarede han, mine Raisons derfor. Paa denne Sahl
bliver opført et Slags Skuespil, kaldet Masqverade, dog ikke aldeles af den Jnd¬
retning som de hos Eder brugelige Masqverader, men hart af som Eders Comoedier,
hvor de agerende Personer ikke lade sig alle see paa eengang; og har jeg til den Ende
vildet stille os her i dette Værelse, paa det vi kan see og høre alting, uden at blive
seede af nogen.
Kort derpaa saae jeg en Person at fremstille sig under en Helligheds Masqve.
Jeg skulde nu, sagde denne Masqverede, begynde at søge min Lykke. Mit Liv er
en Kiede af Laster, og mit slette Forhold er saa bekiendt, at jeg i den Tilstand ikke
kan vente at naae mit Maal. Jeg hører, at Dyd og Piete bliver tagen i Betragt¬
ning, men jeg har intet af begge Deele. Jeg veed, det vil falde mig tungt, at
give min gamle Levemaade Afskeed, og jeg despererer om at kunde blive Mester over
mine Passioner. Dog Brødet er kiert; og min Kiereste synes, jeg giør hende Ti¬
den for lang, inden hun kommer i Brude=Seng. Jeg er altsaa nødsaget til, (paa
nogen Tid at forstille mig, og at holde mig indgetogen. Jeg faaer at giøre mig
bekiendt med nogle af dem, der have Ord for at være rædelige Siæle. Jeg vil ef¬
terabe deres Adfærd, og proviantere mig med deres Talemaader. Jeg vil ved alle
Leyligheder bejamre de fordervede Tider, og det forfaldne Zion. Jeg vil sukke over
Kirkens Tilstand, og paa det heftigste declamere imod Arbeydernes Søvnagtighed i
Viingaarden. Under denne Masqve haaber jeg, at naae mit Maal; og naar jeg
