26
har faaet det jeg tragter efter, begynder jeg paa min gamle Leve=Maade igien, og
med Fornøyelse overlader min Masqve til en anden.
Efter denne fremstillede sig en anden paa Skuepladsen, under en Ærligheds
Masqve. Ak Himmel! raabte denne, hvor mange Intriguer har jeg vel ikke nu i
lang Tid spillet under denne Masqve? Det er Kunsten, sagde han videre, at den,
der i sit Hierte er en Bedragere, kan saaledes ved laante Oprigtigheds Farver for¬
blinde andres Øyne, at man Tid efter anden kan passere for en ærlig Siæl. Alle
søge mit Venskab; de fleeste blive bedragne; faae eller ingen mærker det. Jeg for¬
sikrer alle om mit redelige Hierte, og de fleeste ere saa dumme, at de ikke af Erfa¬
renhed kan lære, hvor lidet mine Gierninger svare til mine Ord. Det Gode, jeg
lover en, lover jeg og en anden, men ingen af dem nyder det. Jeg snakker enhver
efter Munden, og med den alvorlige Mine raader dem udi Fortroelighed til det,
som jeg forud seer vil blive deres største Ruin og Fordervelse. Jmidlertid gaae de
bort fra mig med dette Ønske: Ak! at Verden havde Mængde af saa oprigtige
Mænd!
Der denne forlod Skuepladsen, saae jeg endeel andre at fremtræde, hvoriblant
jeg blev en vaer uden Masqve, hvilket forundrede mig. Den Ydmygheds og Ær¬
bødigheds Positur, som de andre satte sig udi, for denne u-masqverede, gav mig at
forstaae, at han maatte være en stor Mand, eller een som havde noget at sige. De
udbade sig hans Grace, og ønskede sig det som en fuldkommen Lykke, at maatte være
hans Favoriter. Naar han talede, admirerede de alle hans Viisdom, og de taabe¬
ligste Ord af hans Mund, udraabte de som uforlignelige Klygtigheder. De sagde,
at Klogskab og Retsindighed spores i alle hans Gierninger, og at det var dem umue¬
ligt, at finde Ord nok til, at berømme hans usædvanlige Conduite. Denne saa i
Skyerne opløftede u-masqverede, ansaae disse Flatteurs som oprigtige, og han flat¬
terede sig selv af sine Ti bederes Mængde. Jmedens disse vare geskeftige i at over¬
bevise ham om deres Ærbødighed og Høyagtelse, lod en sig melde hos ham, der lod
ham vide, at hans Credit stod kuns paa svage Fødder, og at han med snareste maatte
frygte for sit Fald. Denne Tidende fatte ham i yderste Forskrækkelse, og han bekla¬
gede sig for disse sine Tilbedere. Den ene faae paa den anden, og ingen af dem ta¬
lede et Ord. Deres forrige Ydmygheds og Ærbødigheds Beviisninger bleve for¬
vandlede til Spodskhed og Foragt, og den ene gik bort efter den anden. Manden,
som befaadt sig allene paa Skuepladsen, mærkede da først, at disse hans Tilbedere
vare masqverede, og at deres Høyagtelse for ham, allene havde grundet sig paa hans
Formaaenhed.
Efter disse presenterede sig 2de Personer en af hvert Kiøn. Deres Samtale
gav mig strax at forstaae, at disse Folk vare Ægtefolk. Konen, som lod sig see,
under en traurig Masqve, omfavnede Manden paa det kierligste, og med megen
Hylen og Jamren beklagede, at hun nu, formedelst hans Forretning paa fremmede
Steder, skulde i saa lang Tid savne hans Nærværelse. Manden trøstede hende, det
beste han kunde, og gav hende Forsikring, at han, saavidt mueligt være kunde,
skulde forkorte Tiden. Derpaa tog han Afskeed fra hende, og hun fulgte ham med
væmodige Taare til Dørs. Saasnart Manden var borte, tog hun Masqven af, og
med Latter sagde: Det er vel Synd, at ønske Ont over sin Næste, men gid mine
