27
Øyne aldrig meere maatte see denne Joseph. Jeg er imod min Ville bleven tvungen
til, at tage ham, saasom hans mange Penge forblindede mine Forældres Øyne; men
jeg kan for min Død ikke fordrage ham. Men har end mine Forældre kundet tvinge
mig til at ægte ham, saa skal de dog ikke kunde hindre, at jeg joe lader den beholde
mit Hierte, som jeg elsker, og min gamle Knub kan aldeles ikke, naar han ret tæn¬
ker sig om, fortænke mig, om jeg ziirer hans skaldede Pande med en Actæons Krone.
Jmidlertid veed jeg dog saa listig at omgaaes ham, at han er aldeles af de Tanker,
at jeg inderlig elsker ham. Jeg lader og i alle Ting, all optænkelig Omhyggelighed
see for ham, og jeg giver ham, skiønt med største Væmmelse, alle Kierligheds Ca¬
resser. Hver Gang han gaaer ud, stiller jeg mig ganske bedrøvet an, og min Pige
som forstaaer Rummelen, beder ham som oftest, at han ey maae gaae ud fra mig,
saasom jeg sidder bestandig og græber i hans Fraværelse. Men jeg har min visse Ab¬
sigt, hvorfore jeg spiller undet denne Masqve; thi naar jeg faaer overtalt ham til at
giøre Testamente, skal jeg tage Masqven af, og ved daglige Chieaner søge at trans¬
portere ham til de Dødes Rige.
Denne blev sueeederet paa Skuepladsen af 2de Personer under en Tapperheds
Masqve. Deres Øyne stode i fuld Flamme; deres Miner vare saa truende, og
deres Gang saa martialsk, at jeg zittrede hvor jeg stod, men jeg trøstede mig ved,
at de ikke kunde see mig. De discourerede med største Heftighed om Conjuncturerne
i Europa, og enhver af dem saae sig i Stand til, at betræde de tapperste Generalers
Sted. De bejamrede deres Skiebne, at de ingen Leylighed kunde faae til, at vise
deres Bravoure; men jeg var nær ved, at døe af Skræk, da jeg saae, at de trak
deres Kaarder ud, og med Forbrittelse at attaqvere de døde Bræder i Gulvet, der
ingen Modstand kunde giøre. De raabte, at en Fiende skulde ey have bedre Lykke,
naar han kom for deres Haand. Jmedens disse, til min største Forskrækkelse, saa¬
ledes øvede deres Helte-Mod, fremstillede sig 2de andre Personer, under en Frygt¬
agtigheds Masqve. Jeg begyndte at grue paa disses Vegne, og jeg spaaede dem alt
deres uomgængelige Undergang. Disse Fremmede holdte sig ved Dørren af Sahlen,
og naar vore 2de Helte talede dem til, bukkede de ved ethvert Ord med megen Ær¬
bødighed. Omsider inviterede vore 2de Helte disse Fremmede til et Spille=Bord.
De excuserede sig længe, men lod sig endelig persvadere. Der Spillet var til Ende,
og vore 2de Helte havde tabt, fordrede de 2de Fremmede de vundne Penge; men de
andre loe og begyndte at fløyte og synge. Comoedien gik da ret for sig; Scenen
blev forandret, og de toge paa begge Sider Masqverne af. De 2de Fremmede gik
vores Hercules og Achilles op under Øynene, og med Myndighed fordrede de deres
Penge; men hvor stor blev ikke min Forundring, da jeg saae, at vore 2de Heltes
store Mod blev forvandlet til Feigagtighed. De beraabte sig paa Folke=Retten, der
forbyder, at attaqvere de Fredelige; men de andre forfulgte deres Seyer med Efter¬
tryk, og vores Hercules og Achilles forlode i en Hast Skuepladsen, efterat de havde
udbetalt de tabte Ducater.
Efter disse præsenterede sig et Fruentimmer paa Skuepladsen, under en Kydsk¬
heds Masqve. Der indfunde sig adskillige Messieurs hos hende; men hun viiste sig
ganske koldsindig imod dem, og blev fortørnet over deres Caresser. Det anstaaer
ikke mit Kiøn, sagde hun, at overgaae Ærbarheds Grændser. Min Opdragelse har
været alt for fornuftig, at jeg skulde forglemme de Kydskheds Regler, min Mama
