Drømmeren.
Num. 8.
Løverdagen, den 29 Septbr. 1759.
Hr. G. & Compagnie!
J¬
eg har den Ære, Mine Herrer! ved dette Blad at leedsage Eder ind i en Daa¬
re=Kiste. Men, a propos! Mine Herrer! jeg er Eder et Svar skyldig. J
have ved at læse mit sidste Blad behaget at spørge: Hvad monne vores Drøm¬
mere, den Daare, kan have at drømme om hernest? Jeg tilstaaer, Mine Herrer!
at det er en stor Daarlighed af mig, at jeg vil fortælle Dag=Drømmere mine Drøm¬
me, da de kan have nok udi deres eget Drømmerie at amusere sig med. J kan alt¬
saa ikke forundre Jer over, at jeg om Natten drømmer om Daare=Kister, naar jeg
om Dagen begaar saa stor en Daarlighed. Jeg hav desaarsag i disse Dage været
sindet, at vilde have forfattet en Tractat til Daarligheds Berømmelse; men i det
jeg derhos ved nøyere Overveyelse faldt paa de Tanker, at en Daare er en Daare,
hvad enten man roser ham eller ikke, saa saae jeg tillige, at jeg, i det jeg søgte ved en
saadan Lovtale at forringe min egen Daarlighed, vilde meget meere derved legge den
des kiendeligere for Dagen. Fiat Applicatio. Men see! jeg fordyber mig saale¬
des i min egen Daarlighed, at jeg forglemmer, efter Løfte, at føre Eder, Mine
Herrer, ind i Daare=Kisten.
Jeg drømte, min afdøde Ven indfandt sig, som sædvanligt, hos mig forgan¬
gen Nat, sigende: Sidste Gang diverterede jeg jer med en Masqverade; nu vil jeg
føre Jer til et Sted, hvor J skal høre og see ikke mindre latterlige Ting. Mig
syntes, at jeg derpaa blev ført ind i en temmelig stor Bye, hvis Bygninger ungefehr
lignede vore. Ved Jndkomsten kom iblant andre en Person os i Møde, med Støv¬
ler og Sporer paa, havende en Ride=Pidsk i Haanden, og en grumme stor Plumage
i sin Hat. J det denne Person gik os forbie, saae han mig fløytende og trallende
op under Øynene. Jeg som ansaae denne Copliment for en Affront, blev heed om
Panden, og var sindet, at bede ham trække ud, da jeg og selv i det samme greb til
min Kaarde; men min Ven greb mig om Haanden, og sagde: Kiære, betænk dog
