35
de samlede Parter ikke kan fordrage hinanden? jeg bad dem fremdeeles, at de vilde
fæste deres Øyne paa de bedrøvelige og forargerlige Følger, som den største Deel af
tvungne Ægteskaber have haft. Ja jeg foreholdte dem, at man end og haver
haft Exempler paa, at en Dotter, der ved Forældrenes Myndighed er bleven kastet
udi en Persons Arme, som hun ikke har kundet lide, er udi Desperation forfalden
til den Extremitet at lade sin paatvungne Mand ombringe, og har derfore maattet
rekke Hals.
Men uagtet al min Modstand, maatte jeg, kort at forælle, dantse i Brude¬
Seng med den bemidlede Enkemand. Mine Forældres Trudsel, aldrig at vilde er¬
kiende mig for deres Barn, hvis jeg herudi var dem ulydig, udvirkede det meste til
denne modbydelige Resolution. De iblandt mine Nærpaarørende, der vare ligesaa
interesserede som mine Forældre, prædikede stedse for mig, at jeg fik nok Kierlighed til
min Brudgom, naar jeg først var bleven bunden til ham. Erfarenhed, sagde de,
har lært, at man ved daglig Omgang kan fatte Jnclination for en Person, som
man ellers ved første Øyekast ikke har kundet fordrage. Min Brudgoms Gemyts
Beskaffenhed kunde være bædre end hans Exterieurer, og hans kierlige Omgang vilde
vel giøre ham behagelig for mig. Men jeg erfarede tverttmod, at den liden Til¬
bøyelighed, jeg havde til denne mig paatvungne Brudgom før Vielsen, blev siden alt
mindre og mindre. Jeg kan i al Sandhed vidne, at jeg giorde mig al Umage for,
at tvinge mig til at elske ham; men han var og blev mig afskyelig. Jeg mærkede
ikke heller, at han bekymrede sig meget om, enten min Affection for ham var liden
eller stor. Han var herudi, som i alt andet indifferent. Hans Væsen var but.
Hans Begieringer bydende, og hans Caresser modbydelige. Her var nu da intet
andet for mig at giøre, end at jeg maatte overgive mig til en daglig Græmmelse; og
de Timer jeg sov, vare mig de fornøyeligste. Mine Forældre og Paarøvende søgte
vel ved en og anden Divertissement, at opmuntre mig; men jeg kunde ey overtale
mig selv til, at tage Deel derudi. Sorg og Græmmelse formindskede Tid efter an¬
den min Livs Aander, og efter 2de Aars Forløb creperede jeg af en Svindsoet.
Efterat hun havde meddeelt os denne Underretning om Aarsagen til hendes
tilige Afreyse fra de Levendes Rige, og jeg nu formedelst mit eget Forehavende ansaae
mig selv for den Brudgom, om hvilken hun havde talet, paatog jeg mig at giøre en
og anden Jnvending imod hendes Raisonnements. Jeg søgte at undskylde den
Tvang, hendes Forældre havde brugt ved hendes Giftermaal, og at vise, at dette
Onde reyser sig af en god Kilde. Skaberen, sagde jeg, har indprentet i et hvert
Menneske en naturlig Drift til at søge sin Lyksalighed. Det er ogsaa en Artikkel i
Naturens Lov, at det ene Menneske bør efter Muelighed befordre det andets Lyksa¬
lighed; og hertil findes Forældre i sær forbundne, i henseende til deres Børn. Hun
kunde altsaa ikke ansee det som en Grumhed og Ukierlighed hos hendes Forældre, at
de i Følge af deres Pligt søgte ved denne bemidlede Enkemand, at sette hende i en
florisant Tilstand, da de, vel muelig, have forud seet, at hun ved denne unge Kiøb¬
mand, som hun elskede, kunde have geraadet i yderlige Omstændigheder.
Min Herre! svarede hun; J kommer mig alt for Satirisk fore, at jeg skulde
kunde troe, at J her taler som J meener. Jeg haaber, at J som en Mands=Per¬
son bedre indseer den skadelige Jnfluence, som mange Forældres interesserede Myn¬
