43
besad til at kunde befordre Statens Forbedring og Velgaaende; ligesaa indifferent
var jeg og udi at hindre de Ting, jeg for Øynene kunde see, at være den skadelig;
og som jeg foruden Statsmvnd tillige var Kiøbmand, Bonde, og saa videre, kan
man lettelig forestille sig, hvor uinteresseret jeg var udi en og anden Maade i Hen¬
seende til det almindelige Beste.
Den vigtige Post, paa hvilken jeg var sadt, forbandt mig til, at vise en be¬
synderlig Kierlighed til mit Fæderneland. Det almindelige Beste skulde udi alle mine
Raadgivelser og Forslag have været mit eneste Øyemeed. Jeg skulde ved min Re¬
commendation og Formaaenhed ikke have befordret nogen, uden dem, som jeg kiendte
i Stand til at kunde bære de Byrder, de søgte. Jeg skulde have anseet alle Re¬
publiqvens Lemmer, som mine Brødre, og uden nogen interesseret Hensigt ladet
dem alle efter enhvers Merite have Deel udi min Bevaagenhed og Kierlighed. Jeg
skulde ikke have seet dem an med skeele Øyne, der besad en større Conduite og Capa¬
cite, end jeg til at legge Plan til en eller anden tienlig Anstalt. Men hvad Under,
at jeg handlede tverimod disse mine Pligter, eftersom jeg til deels ikke engang selv
vidste, hvad mit Embede forbandt mig til; og jeg til deels var alt for interesseret,
at jeg skulde have ladet egne Fordeeele staae til Side, for at befordre det almindelige
Væsens Nytte.
Alvorlighed i Religion og Gudsfrygt, der burdte være en Statsmands Hoved¬
Hensigt, og jo alvorligere han er derudi, jo reenere blive og alle hans Jdrætter,
var noget, jeg ikke giorde meget Væsen af; og endskiønt jeg var nød til med Mun¬
den at bekiende en GUd, saa meente jeg dog, at intet kunde forbinde mig til, at
vise en Hiertens Ærbødighed for dette usynlige Væsen. Hvorfore jeg og saaledes
tiente GUd, at Fanden ingen Aarsag skulde have at fortørnes over mig. Reedelig¬
hed og Oprigtighed, der flyder af Alvorlighed i Religionen, og som giver en Stats¬
mand en almindelig Kierlighed og Fortroelighed, vare saadanne Dyder, som jeg
iblant allermindst øvede. Jeg var beleven og høflig mod alle. Jeg var stedse bereed
at give herlige Løfter, men jeg havde aldrig i Sinde at opfylde dem, uden de Ansø¬
gende vidste at tage mig paa den rette Fod, og jeg talede neppe et Ord, der jo syn¬
tes at have Redelighed til Grund; men Tiden lærte Vedkommende, at mit Hierte
ved disse udvortes Sminker var frugtsommelig med langt andre Tanker.
Midt udi min store Udygtighed og Uduelighed til Statens Tieneste, bildte jeg
mig ind, at jeg havde en almindelg Høyagtelse, og at jeg iblant alle mine Under¬
mænd blev anseet som en Griffenfeldt ved det Danske, som en Ximenes ved det
Spanske, og som en Richelieu og Mazarin ved det Franske Hoff; og hvis en ypper¬
lig Færdighed i alle Slags Forestillelser kunde have udgjort en stor Statsmand, kunde
jeg sandelig have passeret for en af de største Politici i min Tid. Der fandtes og
de, der uimodsigeligen holdte fore, at jeg udi Listighed, Gierrighed, Hevngierrig¬
hed og et forstilt Væsen, ikke gav Richelieu og Mazarin det mindste efter; thi som
dette var den eneste og største Stats-Kunst, jeg lagde mig efter, saa besad jeg og
herudi til sidst en hartad ulignelig Færdighed.
