46
drive ham Sveden af Panden, inden han fatter Meeningen deraf. Naar jeg saa
endelig erindret mig, hvorledes Min Herre sendte mig til Academiet som en Skade
eller Papegøye, hvor jeg til Examinatorum største Misfornøyelse, kunde, uden at
forstaae det ringeste af hvad jeg selv sagde, paa min ene Fod recitere det ene Præcep¬
tum efter det andet, kan jeg ikke andet, end med en critisk Skiønsomhed, belønne
Min Herres Møysomhed med et stort Intet, og altsaa handlede jeg visselig imod al
fornuftig Skiønsomhed, hvis jeg iblant alle andre Dag=Drømmere vilde gaae Min
Herre forbie.
Søm jeg da under Min Herres Underviisning er bleven oplært i saa meget
Drømme=Værk. Saa formoder jeg det ikke skal falde Min Herre forunderligt, at
jeg er bleven en Drømmere, og at jeg i Dag indfinder mig, for at fortælle Dem,
hvorledes jeg nestafvigte Nat drømte, at jeg var udi de Dødes Rige, og der fore¬
fandt et Spøgelse, der udi Høyde og Væsen lignede Min Herre; og uagtet, der nu
alt ere 23 Aar forløbne, siden jeg stod under Min Herres Gouvernement, forvoldte
dog den Trældoms Frygt, jeg den Tid bar for Min Herre, at jeg med Angest og
Bævelse søgte, at undvige dette Spøgelse, men forgieves; thi Spøgelset nærmede sig
i en Hast til mig, og mig syntes, at jeg af Forskrækkelse var færdig, at segne need
i mine Knæ, da min afdøde Ven just i det samme kom, til min store Trøst, iilende
til mig. Spøgelset mærkede min Bestyrtning, og tiltalede mig saaledes: Frygt dig
ikke, min Søn! Jeg har vel, imedens jeg var i de Levendes Rige, været en skræk¬
som Bussemand for mange unge Mennesker; men da det af dit Væsen og Klædedragt
kommer mig fore, at du er en studeret Person, har jeg nærmet mig til dig, af Be¬
gierlighed for at kunde faae at høre, paa hvad Fod Skole=Væsenet nu staaer i de Le¬
vendes Rige.
Ved saa trøstelig en Tiltale, begyndte jeg at faae Mod igien, og efterat jeg
havde givet ham saa megen Underretning, som jeg agtede fornødent, sagde han:
Jeg hører vel, at der efter min Tid er skeed nogen Forandring; men der kunde end¬
nu være adskilligt at erindre til Skole=Væsenets Forbedring. Jeg maatte spørge til
hvad Nytte en Discipel skal løbe saa mange Classer igiennem, og henslide den beste
Tid af hans Alder i Skolen, paa Ting, som et velskikked Hoved, under en habile
og retsindig Lærere kunde absolvere i 3 a 4 Aar? Hvorfore skal enhver Lære=Punct
settes sine visse Terminer, eller indskrænkes under visse Classer, i hvilken den skal
excoleres? Hvorfore forbyder man en Discipel at faae Sted i den øverste Classe,
førend han har svækket sin Hukommelse med al Verdens Glose-Bøger? Og naar han
ey, uden at drage sin Aande derved, kan rimse en Grammaticam Latinam og
Græcam op, Ord for Ord, med enhver Regels sneese Exempler, saavelsom dens
Exceptioner og Observationer, agtes han udygtig, og holdes for endnu intet at have
lært, hvilket med billighed kan kaldes, at giøre Væsen af det, der i sig selv er intet.
Men hvor vidtløftig maatte jeg vel ikke blive, hvis jeg her skulde censurere alt det
unødvendige ved Skole=Væsenet, og hvorledes den studerende Ungdom, i steden for,
at den i Skolerne skulde legge Grundvolden til nyttige Videnskaber, bliver paa de
fleeste Steder opholdt ved Baggateller og Pedanterier.
