47
Jeg har selv ageret en Skole=Lærere ved en af de anseeligste Skoler i de Leven¬
des Rige; men nu min Siel er sluppen ud af det phlegmatiske Legeme, den var ind¬
sluttet udi, og fra dette sit Fængsels tykke pedantiske Mørke, indseer jeg først, at
jeg til intet var mindre skikked, end til at være en Skole=Lærere. Jeg indseer nu,
at jeg langt fra ikke var en Plato, der udi sin Jnformatiøn gik fornuftig til Verks,
og underviiste sine Disciple i fornødne og nyttige Ting; men at jeg tvertimod har
været den anden Orbilius, da jeg med Ufornuft tyranniserede over mine Disciple,
for det, der i sig selv var intet. En Vildelse udi en Stiil, en Feyl i en Overset¬
telse, var udi mine Øyne den allerstrasværdigste Forgribelse imod Minervæ Souve¬
rainitet, og en Forseelse imod de Grammaticalske Regler, ansaae jeg af ligesaa stor
Conseqvence, som Crimen Læsæ Majestatis, eller en Forbrydelse imod en Konges
Høyhed og hellige Person. Ved disse og deslige fleere Baggateller, opholdte jeg
mine underhavende Disciple, og under en bestandig Pryglen, pinede deres Hukom¬
melse med saadanne Ting, der ingen Jndflydelse havde i det almindelige Liv, eller
i mindste Maade kan tiene det almindelige Væsen. Deximod satte jeg alt det til
Side, der kunde tiene til at skierpe deres Judicium, og efterlod at vise dem det essen¬
tielle og væsentlige udi enhver Videnskab, saavelsom den rette Maade at studere paa.
Saaledes var min, og en stor Deel af de andre Skole=Læreres Lære-Maade i min
Tid, og venteligt, den paa adskillige Steder endnu ikke er meget bedre. Men hvad
Under, at saadanne Alumni, naar de siden ved Academiet skal freqventere Proses¬
sorernes Collegia og Prælectiones, maa qvasi Asini ad Lyram anhøre Videnskaberne
paa den rette Fod tracterede, som noget fremmed, og dem forhen aldeles ubekiendt; og
saasom en stor Deel af dem, lidet eller intet Jndicium have, og de ikke heller under
deres Lærere have være vante til, at bruge noget Judicium, saa forblive de hellere
ved de Skaller og det Skum, de engang have faaet Smag paa, end at de skulde
giøre sig nogen videre Umage for, at fatte det solide og essentielle udi enhver Viden¬
skab. Naar det nu, efter det gamle Mundheld heder: at den: der har lært sin
Bog, kan tiene til hvad han skal; saa kan man vende det om og sige: at de,
der paa saadan en Maade have lært deres Bog, tiene til ingen Ting, uden at kunde
indprygle got Folkes Børn de samme Baggateller og Pedanterier, som de selv ere
blevne oplærte udi; hvorfore alle de Forældre, der agte at holde deres Sønner til
Studeringer, burdte med billighed søge, at faae dette indført udi det sædvanlige
Kirke Litanie, nemlig: fra udygtige og pedantiske Skole=Lærere frie os kiere
Herre GUd! og holder jeg fore, at det kunde være ligesaa gudeligt, at bede imod
alle unyttige og skadelige Lemmer udi en Republiqve, som at bede imod dyr Tid, den
man som oftest selv foraarsager.
Jeg vilde derfore, ligesom jeg og byder og befaler dig, at du paa mine Vegne
skal sige alle forekommende Skole=Lærere udi de Levendes Rige, at en stor Deel af
dem, meget ilde og uforsvarligen beklæde den vigtige Post, de ere satte paa. Nogle
af dem, besidde vel selv en solide Erudition, men ere derhos saa magelige, at de ikke
gider gjort sig den tilbørlige Flid og Umage med deres underhavende Disciple. Nogle
af dem have selv fordybet sig i Pedanterier og superficielle Ting, hvilke de med en
Pavelig Myndighed indtrykke deres Disciple, og saaledes forderve mangen et vel¬
skikket Subjectum, der ellers ved en solide Underviisning kunde blive det almindelige
Væsen til Nytte og Tieneste. Andre derimod besidde selv ingen solide Erudition, og
have derhos ingen Gaver til at kunde lære det lidet, de selv vide, fra sig til andre.
