Drømmeren.
Num. 13.
Løverdagen, den 3 November 1759.
Hr. M.
F¬
ormedelst at jeg udi endeel Aaringer har levet som en Eremite, og saa got som
gandske afvandt fra det Slags Skabninger, af hvilke Diogenes fant alt for
mange, da han engang ved høy lys Dag, med en Løgte i Haanden, søgte
efter Mennesker, og jeg desaarsage ingen Anledning har havt til at behøve Min
Herres Tieneste, havde jeg hartad forglemt, at det Slags tobenede Creature, som
Min Herre er af, vare til, og jeg kunde maaskee aldeles have forgiet saa Erindrings¬
værdige Lemmer i Republiqven, hvis jeg ikke forgangen Nat var bleven erindret her¬
om ved en Drøm, den jeg vil fornøye Min Herre med, at fortælle.
Mig syntes, jeg befandt mig i de Dødes Rige, og at jeg der, af min afdøde
Ven var bleven indført udi en af de Dødes Boeliger. Ved Jndtrædelsen blev jeg til
min store Forbauselse en Aand vaer, der ligesom udi Forvildelse svevede hist og her
omkring udi denne Bolig. Min Ven bad, at jeg ikke skulde alterere mig. Denne
Døde, sagde han, har udi hans levende Live gaaet udi en bestandig Søvn paa Sam¬
vittighedens Vegne; desaarsage er hans Aand nu i en bestandig Uroe og Forvirring.
Neppe havde min Ven udtalt disse Ord, førend den omsvevende Aand aldeeles for¬
svandt, og den der hvilende Døde begyndte at reyse sig fra sit Leye. Han fæstede
strax sine Øyne paa mig, og der han heel nøye havde beskuet mig, tiltalede han mig
saaledes: Jeg seer, at J er en Udlænding fra de Levendes Rige, og da J ey veed,
hvor snart J kan blive en af dette Riges Beboere, vil jeg raade Jer, at J, den
Stund J endnu skal være i de Levendes Rige, beflitte Jer paa at beholde en god
Samvittighed, paa det, at J efter Døden kan hvile her i en bestandig Rolighed.
Dette dyrebare Klenodie, nemlig en god og usaared Samvittighed, var just det,
som jeg tilligemed den største Deel af mine Brødre i de Levendes Rige, allermindst
bekymrede mig om at besidde; desaarsage finder min Siæl nu ingen Hviile. Fra
J¬
