Drømmeren.
Num. 15.
Løverdagen, den 17 November 1759.
Hr. O.
T¬
illad, Min Herre! at jeg i Dag indfinder mig udi Deres Tractere=Sal, ikke
for at tage Deel i Deres mange og delicate Rætter, thi dertil er jeg alt for
ringe, eftersom min Pung ey vil tillade, at kunde giøre Vederlag; men saa¬
som Min Herre under Deres idelige Banqvetter, søger en og anden Jnvention,
hvormed De kan divertere Deres vælædende og veldrikkende Giester, saa formoder
jeg, at det ikke skulle være de samme aldeeles ubehageligt, iblandt andre forefaldende
lidet opbyggelige Discourser, for en Forandrings Skyld, at anhøre noget af mit
Natte=Drømmerie; og kunde jeg maaskee herudi giøre Min Herre, en uformærkt
Tieneste, nemlig ved min Fortælling, at betage Deres Giæster noget af deres graa¬
dige Appetit, paa det der kunde blive nogle Smuler til overs, til en fattig Lazarus
uden for Min Herres Dør, eller til Deres Nødlidende Venner (om Min Herre
ellers kiender dem) der med den Bekostning, som Min Herre anven der paa et eneste
af Deres Tractere=Maaltider, kunde til Maadelighed forskaffe sig en riigelig Pro¬
viant for mange Uger, jeg tør ey sige Maaneder.
Jeg var i Nat, udi Drømme indkommen i en af de Dødes Boliger, hvor
jeg ved dens Aabning blev et Syn vaer, der foraarsagede mig største Væmmelse,
saasom jeg der forefandt en overmaade mæsket Krop, der vrimlede af en utallig
Mængde Orme. Jeg vendte mig strax om fra dette Spectakel, for at forføye mig
ud; men min afdøde Ven, som havde ført mig derind, opholdte mig med at fortælle
mig nogle smaa Ting, om denne Døde, hvilken jeg i det samme hørte at bevæge sig
fra sit Leye, og ved Pusten og Stønnen, at give et Veyr fra sig, som af den største
Smedde=Bælg. Omsider aabnede han sine Øyne, og der han længe havde stirret
