Drømmeren.
Num. 16.
Løverdagen, den 24 November 1759.
Hr. P. & Compagniel
A¬
t J, Mine Herrer, som mine Venner, ikke vil regne det saa nøye med mig,
eller med Fortrydelse ansee, at jeg ved mine Visiters Afleggelse hos Ubekiend¬
tere, er gaaen Eders Dørre forbie, er noget, som jeg aldeeles er persvade¬
ret om. J maa og, Mine Herrer, tilforladeligen troe, at mit Venskab til Eder,
efter den Art, som Venskaber nu omstunder ere af, har ligesaa uryggelig en Hengi¬
velse til Grund, som Eders Patriotskab. Jeg seer ikke heller, hvad Streng man
skulle slaae paa, i hvor forstemt den end maatte være, der kunde giøre Harmonien
imellem en Mundven og Mund=Patrioter skurrende, om de end og stedse laae i Haa¬
ret paa hinanden. Denne vores Overeensstemmelse, formedelst et saavel grundet &k.
Venskab, forbinder mig da til, at jeg bør have den samme Fortroelighed til Eder,
om end ikke en større, som til alle andre Dag Drømmere. Hvorfore jeg og i
Dag giver mig den Ære, at indfinde mig hos Eder, for at fortælle Eder noget af
mit Natte=Drømmerie.
Det forekom mig næstafvigte Nat udi Drømme, ligesom at min afdøde Vin,
efter Sædvane førte mig omkring i de Dødes Rige, og at vi omsider kom hen i mod
en aaben Plads, hvor vi saae endeel af de Døde forsamlede. Jeg havde just i Sinde,
at vilde have spurgt min Ven om denne Forsamling, da han forekom min Nysgier¬
righed, og gav mig Underretning om Aarsagen dertil: Minos, voyes Regent,
sagde han, har i denne Tid paabuden en Formue=Skat; og saasom der ere adskillige,
endog af de meest Formuende (thi J maa vide, at der ere ligesaa store, om ikke
større, Rigdomme under som over Jorden) der krympe sig ved denne Skat: Des¬
aarsage have de samme fremstillet sig for Minos, (thi han har nu i lang Tid funden
for got, selv i egen høye Person, at anhøre, hvad hans Undersaattere kan have at
