66
der have Mangel paa Sædeland, tage deres Korn=Vahre fra? Af disse og andre fleere
Mangler er det jo klart, sagde de, at det ene Rige ikke kan undvære det andet.
Jeg tilstaaer vel, svarede den Øverste, at denne Eders Meening kan i adskil¬
lige Henseende have sin Rigtighed; og jeg nægter ikke heller, at jo et Riges Han¬
del med fremmede Nationer kan have sin Nytte, naar den haves paa den rette
Fod; ligesom det og er klart, at et og andet Rige formedelst samme er bleven sadt i
en blomstrende Tilstand. Men denne Sandhed kuldkaster ikke mit Spørsmaal.
Jeg meener, at et Rige søger ofte de Ting udi andre Riger, som det kunde have hos,
og af sig selv. Det har sig i saa Maade med et Rige, som med en Jord. Der findes
megen Jord, der ligger udyrket, fordi Landmanden mistvivler om dens Styrke, til
at bæke Sæd og at belønne Arbeydet; da den dog, naar Forsøg giordes, kunde
maaskee formedelst en ret Behandling give sin rigelige Grøde. Saaledes foraarsager
og den Mistvivl, et og andet Riges Jndbyggere have om deres egne Landes Styrke,
at de søge det hos Fremmede, som de kunde have hos dem selv. Denne Sandhed,
vil jeg bevise med mit eget Fædernelands Exempel udi de Levendes Rige. Saavel
jeg selv, som den største Deel af mine Landsmænd vare aldeeles forgabede i fremmede
Ting; og vi kunde ey uden Væmmelse beqvemme os til at betiene os af Fædernelan¬
dets egne Vahre og Hænders Gierninger. Phantasie og forudfattede Meeninger vare
herudi vore Veyleedere. Vi kiendte ikke Fædernelandets Styrke, derfore stode vi
i Tvivl om, at det kunde frembringe saadanne Herligheder, som det virkelig kunde;
hvilket og en og anden derpaa giort Prøve overbeviiste os om, da vi erfarede, at vi
i mange Ting ey vare saa trængende til andre Riger, som vi forhen havde indbildt
os; og jo nærmere vi lærte at kiende vore egne Landes Styrke og Beskaffenhed, jo
større Skaar giorde vi og i de Fremmedes Jnteresse. Naar jeg da har tilstaaet Eder,
at Commeree med fremmede Nationer har befordret et og andet Riges blomstrende
Tilstand, har jeg og tillige tænkt hos mig selv, at andre Rigers Efterladenhed,
Blindhed og Forfæng lighed har til største Deel giort et saadant Riges Commeree
lykkelig.
J spørge, Mine Herrer, hvorfra de Lande, det kan have Mangel paa Skove,
Sædeland, og andre Herligheder, skulde tage disse saa høyt fornødne Ting? Jeg
spørger derimod, om ikke de Lande, som Naturen synes meere at have bestemt til øde
Stæder og Ørkener, end til frugtbare Marker, kan blive forbædrede ved Arbeyde,
Flid og Kunst? og monne ikke deslige Lande for heele Secula siden kunde have frem¬
bragt de Ting, som de endnu maa søge hos Fremmede, naar deres Jndbyggere
havde vildet gjort sig Umage for, at kiende deres Landes Styrke og Beskaffenhed, og
havde i Tide ved Arbeyde, Flid og Kunst søgt at raade Bod paa deres Mangler?
Vil J, for Exempel, behage at fæste Eders Øyne paa et vis Land udi de Levendes
Rige. Vil J eftersee, hvordan det forhen har været, nemlig en øde og sumpig
Heede eller Udørken, og hvordan det nu er: nemlig, ligesom en Lyst=Hauge for den
rene fierde Part af de Levendes Rige. Spørger nu, om enten Naturen, eller Jnd¬
byggernes Arbeydsomhed, Flid og Kunst har dannet dette Land saaledes, som det nu
sees? Jeg tilstaaer, at et Land kan være meere beqvemt til visse Slags Producter,
end et andet, og at ethvert Land har sine Fordeele, som ere dets Egne. Men jeg
er og derhos af de Tanker, at den Beqvemhed og de Fordeele, som Naturen synes
at have nægtet et Land, skulde vel aldeles ikke være umuelig at bringe til Veye, naar
