67
man ved Flid og Kunst vilde komme Naturen til Hielp. Dog undtager jeg herfra de Lan¬
de, hvor al Kunst og Flid formedelst en uophørlig Kulde og Heede, eller andre uover¬
vindelige Hindringer, maatte være forgieves. Jeg har forhen sagt, at det i denne
Henseende har sig med et Land, som med en Jord. Fordi Landmanden paa et og
andet Stæd mistvivler om et Stykke Jords Ubeqvemhed, til at kunde bære Sæd,
eller i det mindste saa megen, at Arbeydet og Omkostningen kunde lønnes, lader han
et og andt Stykke Jord ligge uopryddet og udyrket. Men naar hans Medbrødre
paa andre Stæder giøre Forsøg paa deres udyrkede Jords Kræfter, og den findes
beqvem til en eller anden Slags Sæd, overbevises han derved, at hans Mistvivl
har været uden Grund, og følger derpaa sine Medbrødres Exempel. Dee aarsage
seer vi nu Skove og frugtbare Marker paa de Stæder, der forhen have lagt som øde
Udørkener. Saaledes meener jeg og, at naar ethvert Lands Jndbyggere vilde uma¬
ge sig med at undersøge dets Kræfter, skulde vel Naturen, naar den ved Flid og
Kunst blev kommen til Hielp, give de Ting af sig, hvis Mangel driver dem til Com¬
meree med andre Riger; og saalænge der haves Mangel paa visse fornødne Ting, bli¬
ver ogsaa Commereen fornøden. Men den samme maatte, maaskee! drives med
større Fordeel for et Land, naar den alleene havde saadanne Ting til Grund, der
igentlig kunde kaldes fornødne; og naar man imod sit eget Lands Producter kunde
tilhandle sig de fornødne fremmede.
Naar J nu, Mine Herrer! udi dette Principio resolvere mit fremsatte Spørs¬
maal, nemlig: Om et Rige ikke gjerne kunde undvære det andet, og at Jndbygger¬
ne gierne kunde undvære de Ting, som Naturen nægter dem af deres eget Land? Vil
Mueligheden falde Eder i Øynene, i sær naar J, som jeg og haaber, tilstaaer mig,
at det var meest overeensstemmende med Naturens Huusholdning, hvis ethvert Ri¬
ges Jndbyggere lode sig nøye med de Ting, som deres eget Land tilveyebringe. Saa¬
vidt mit Begreb herudi strækker sig, holder jeg fore, at Jndbyggernes Vellystighed,
Forsængelighed og Forgabelse i fremmede Ting, giør mange Ting fornødne, som de
dog gierne kunde undvære, naar de ville indrette deres Levemaade efter deres Naturs
og Lands Beskaffenhed. Mit eget saavelsom mine Landsmænds Exempel udi de Le¬
vendes Rige forfører mig til at dømme saaledes. Ey nok, at vi vare begierlige efter
saadanne Ting, der ikke kunde frembringes i vort eget Land, men maatte søges i de
yderste Kanter af Verden, uanseet de samme vare aldeeles uovereenstemmende med
vores Natur. Vi meente, at vort Liv ey kunde vedligeholdes, eller rettere sagt,
vores Vellystighed ey kunde fornøyes, med mindre vi pleyede vore Legemer med hid¬
sige Vine, og andre tærende Specier af fremmede Vexter, Frugter, Urter og Kry¬
derier, der allene passe sig med det Folks Natur, i hvis Lande de frembringes, uagtet
vi Tid efter anden bleve Uovereenstemmelsen med vores Natur alt meere og meere
vaer, formedelst fremmede, og forhen iblandt os aldeeles ubekiendte Sygdomme og
forunderlige Tilfælde. Jkke destomindre syntes os dog, at den Commeree, der for¬
medelst deslige Vahre blev dreven med fremmede Nationer, var uomgiængelig fornø¬
den; da det dog havde været tienligere baade for vore Maver og vore Punge, hvis
vi havde ladet os nøye med vort eget Lands Føde=Vahre; overalt trængte mit Fæder¬
neland i saa Maade aldeeles ikke til andre Riger.. Men ey nok, siger jeg, at vi
søgte saadanne Ting hos Fremmede, som vort eget Land ey kunde frembringes, men
som vi dog gierne kunde have undværet; men vi søgte endog de Vahre hos Fremmede,
som vi selv havde af samme Godhed, om ey bædre, udi vort eget Land. Vores
u
