Drømmeren.
Num. 19.
Løverdagen, den 15 December 1759.
Madame S.
H¬
un maa, min smukke Madame vide, at naar jeg i Dag giver mig den Ære at
opvarte Hende med noget af mit Natte=Drømmerie, giver jeg Hende derved
et særdeles velfortient Fortrin for alle andre af Hendes Kiøn, da end ikke den
høylærde Gunnild Hansdotter Vævers med alle hendes moraliske, critiske og oeco¬
miske Spoelinger, har nødt mindste Deel udi min drømmerske Fortroelighed. Jeg
veed, Madame! at Hendes Taushed, den man ellers vil disputere Hendes Kiøn,
er aldeeles paalidelig, og har jeg deraf udi et og andet Selskab havt adskillige Prø¬
ver, hvor Hun har døvet mine Ørne med lutter betroede, eller maaskee rettere sagt,
opdigtede Hemmeligheder. Desaarsage tager jeg aldeeles ikke i Betænkning, at
aabenbare min smukke Madame den hiertebrækkende Væmmelse, jeg i Nat udi
Drømme har fattet for en Dame udi de Dødes Rige, af min smukke Madames
Caracter, og kan jeg udi største Fortroelighed have den Ære at sige Hende, at sam¬
me Dame var Hende udi Størrelse, Væsen og Tale saa liig, at tvende Draaber
Vand aldrig kan ligne hinanden meere. Uden videre at complimentere Hende,
Min smukke Madame! skrider jeg til Fortællingen af min havte Drøm.
Jeg drømte, at jeg i Nat befandt mig efter Sædvane i de Dødes Rige, og
at min afdøde Ven havde ført mig ind udi en af de Dødes Boliger, hvor adskillige
af begge Slags Kiøn indfandt sig; for at aflegge Deres Lykønskninger til et Par
unge Folk, der enten havde faaet, eller ventede paa at faae Tilladelse at sove sam¬
men. Jeg forefandt her en Dame, hvis Aasyn og Væsen gav mig ved første Øye¬
kast en Afbildning om det, jeg siden erfarede hos hende. Min Ven sagde mig, at
hun var den unge Bruds Faster. Det syntes som, at denne Dames fornemste
