74
Forretning paa dette Sted, var at mønstre de her kommende Gratulations Visiter,
da de og alle, i sær de af hendes eget Kiøn, maatte passere Revlen for hendes skum¬
lende Veltalenhed. Saalænge de vare nærværende, begegnede hun dem med største
Venlighed og Smigren, men neppe vare de komne uden for Døren, før hun strax
giorde sin Anmærkning over enhver i sær. Jeg vil fortælle saa meget deraf, som jeg
kan er ndre mig:
Denne gode Frue, sagde hun, som jeg nu havde den Ære at følge til Dørs,
har slumpet til at faae en Mand, der formedelst sine Fortienester er i Ære og An¬
seelse. Hendes Mands Værd klæder hun paa sig, men veed dog ey at skikke sig bædre
derudi, end Asenet i Løve=Huden. Mig og andre fleere, der forhen - - - ja
jeg vil ey sige meere, seer hun nu over Skuldeene, hvilket og er den eneste Rang¬
messige Egenskab hos hende - - -.
En anden Dame tog i det samme Afskeed, og efterat hun havde fulgt denne
til Dørs, sagde hun: Jeg kan neppe bare mig for Latter, saa ofte jeg faaer denne
Dame at see. Hun er nu over hendes 50 Aar, og hendes Skrøbelighed minder
hende som oftest om hendes tilstundende Endeligt. Men paa det Øre er hun døv.
Hun spørger hellere efter et Ball, en nye Mode at klæde sig paa, og efter Bryllup¬
per og Giæstebuder. Kierlingen skulde mafoi ikke give en femten Aars Jomfrue no¬
get efter i Flygtighed, hvis hun kuns havde Kræfter dertil. Hun skienkede gierne
de tree Deele af hendes Midler til Vartow eller Abil=Cathrines=Boder, for en Tid
af Tive Aar tilbage i hendes Alder. Ja tænk engang! (jeg kan ey bare mig for at
lee) denne gamle Kierling sminker sig, og vil behage Mandfolk, ha, ha, ha! Jn¬
gen kan troe, hvor gal hun er, uden at see hende, og ingen kan see hende, uden at
lee sig fordervet -
Hun fulgte et andet Fruentimmer til Dørs. Denne peene og ærbare Jom¬
frue, sagde hun, skulde man vel bilde sig ind, var Kydskheden selv. Det mindste
uskyldige Skierts, der kan falde udi et Selskab, er hende en Hiertens Væmmelse.
Hun sukker og seer op til Himmelen; men hendes fortryllede Øyekast røbe hendes
Hiertes Beskaffenhed. Hun fordømmer al Munterhed hos unge Fruentimre, og en
Mandsperson maa udi Selskaber ikke komme hende nær paa 10 Miile. Men tael
med hende i Eenrom! man vil da erfare, at ingen er meere føyelig, nok snakket.
Ja, hvoe skulde vel kunde troe, at denne peene og ærbare Jomfrue, har i det mind¬
ste været tvende Gange under Masqve paa et vis Sted -
Men hvad tænker J vel, sagde hun derefter, om denne Jomfrue, jeg nu
fulgte til Dørs? Hvo skulde vel tænke, at hun med hendes figurerede Ansigt, grove
Hud og føre Lemmer bilder sig ind at kunde behage? Hun kunde maaskee være taale¬
lig, hvis hun selv vilde vide, at hun er en Afskye for Kierlighed. Jkke desto min¬
dre kunstler hun paa hendes Skabning paa alle optænkelige Maader, for at kunde
pnes smuk. Elendighed over Elendighed! Hun piner sig, hun kneyser, hun setter
