75
alle smaa Kunstgreb i Værk, for at giøre sig lækker; ja hun sveeder i et Selskab ved
at holde hendes skeeve Krop og u-lærvillige Lemmer i en behagelig Skik. Naar en
af vore Petits=Maitres, efter deres sædvanlige Papegoye Veltalenhed, smigrer for
hende, er hun gal nok til at bilde sig ind, at det er hans fulde Alvor - - -.
Jeg var nu alt meere end kied af at høre paa denne Dames ublue Skumlen,
og erindrede derfore min Ven om, at tage Afskeed; men han bad, jeg endnu vilde
bie lidt. Damen fulgte imidlertid en Mands Person til Døren; og der hun var
kommen paa sit spotterske Sæde igien, sagde hun: Denne var joe en meget fornøye¬
lig Person i et Selskab. Dumheden selv talede, naar han oplod sin Mund, og en
ubehøvlet Opførsel giorde hans eenfoldige Tale des væmmeligere. Jeg har i
al Verden aldrig hørt en saaban Lykønsknings=Tale, som denne Taase her giorde,
ha, ha, ha! Jeg maae tilstaae, denne Herre veed ret vel at leve. At giøre Gra¬
tulations Visite med en Klædes Vest og et Par grove Strik=Strømper, ha, ha, ha:
Hvor mange af os kyssede han vel paa Haanden? Hans Tale og Opførsel kunde
mafoi have skikket sig ret vel iblandt Fruentimrene i Walbye eller paa Amager. Hans
Maneerer ved Caffe=Bordet vare, saa mænd! heel behagelige, og hans nydelige To¬
baks Daase presenterede han med en særdeeles Grace, ha, ha, ha! Men den største
Prøve paa hans Artighed lod han see, i det han vendte os alle Bagdeelen, da han
gik til Døren, ha, ha, ha! -
Et Fruentimmer tog derpaa Afskeed. Denne Jomfrue sagde hun, bryster
sig temmelig af hendes Skiønhed. Man seer hende og, skiønt jeg ikke veed med
hvordanne Øyne, an for en ulignelig Skiønhed. Vel sandt, Naturen har giort
noget; men hvis hun ikke vidste, at lade Kunsten udi en og anden Maade komme
Naturen til Hielp, skulde hendes naturlige Skiønhed langt fra ikke give hende saa
stærke Vaaben i Hænderne over vore Cavallierers Hierter. Troe mig; hun veed og
at forfølge hendes Seyer. Aldrig klæder hun sig af eller paa, uden at tælle sine
Slaver, eller og at tænke paa fleere. J det øvrige, er hun saa taabelig som en
Gaas, og den Mand, der faaer hende, vil befinde, at hun er et uduelig Dyr i en
Huusholdning - - -.
Jeg var nu saa kied af at høre længere paa denne Dames Skumlen, at jeg
besluttede at forlade min Ven. Han fulgte dog med; og der vi vare komne uden
fore, sagde han: Nu gad jeg ret staaet i en Krog, for at høre denne Dames An¬
mærkninger over os Toe. Hille mænd! hvor riig en Materie vil vel ikke vores Taus¬
hed, vores jevne Væsen, vores lange Visite, vores Klædedragt, ja vore Støvle,
give hende til Skumlen over os? Jeg kan ey noksom forundre mig over denne Dames
Ubluefærdighed, at hun saaledes i offentlige Selskaber tør skumle over andre, da det
dog ikke kan feyle, at hun jo selv maa vide, at hendes eget Rygte har udslettet hende
af de dydige Damers Liste. Jeg kiender hende. Hendes Portrait kan jeg, uden
at forste mig mod Sandheden, af egen Erfarenhed give saaledes. Hun besidder en
Slags Veltalenhed; men hendes Tunge er som en Hug=Orm. Hun besidder og vir¬
kelig Forstand, men hun bruger den sielden til det Gode. Ved et Spille=Bord skal
