Drømmeren.
Num. 20.
Løverdagen, den 22 December 1759.
Hr. T. & Compagniel
J¬
eg befrygter, Mine Herrer! at jeg, ved at have fortalt endeel Dagdrømmere
mit Natte=Drømmerie, skulle, skiønt uvidende, kunne have giort Eder nogen
Jndpas eller Forfang, hvilket, om saa skeet er, jeg beder, J vil holde min
gammeldags Eventyriske Eenfoldighed til Gode. J have, Mine Herrer, største
Føye til at ansee med Foragt, at jeg som en kortbeened Spurre har vildet give mig i
Trane=Dants. Men hvilken Daarlighed skulde vel være saa utænkelig, at ikke en
indbildt Klogskab skulde kunde føde den? dog, Mine Herrer, hvorved skulde vel
Eders egen Ophøyelse kunde fremmes, hvis ikke min og andre saadanne Eenfoldiges
Daarlighed gav Eders Penne Materie til Selv=Roes? og hvo skulde vel kunde skille
mine Eventyrer og gammeldags Snik, Snak fra Eders nyedags, og forhen uhørte
Sæde=Lære og Klæde-Regler eller Snørelivs Modeller, hvis ikke Eders Velskiøn¬
nenheder gave Læseren Oplysning derom? jeg erkiender det altsaa for en forgribelig
Forseelse, at jeg som en Bønhas har vildet fuske paa et Haandverk, som jeg af de
foreløbende Jnvitationer eller Markskriger=Placater maa slutte, J ere Mestere udi.
Men Mine Herrer Mester=Arbeydere ved Visdommens foefaldne Bygning! J
kunde dog, maaskee, behøve nogle Handtlangere og Kalke=Slagere? jeg tilbyder
herudi min Tieneste, og beder, at Mine Herrer imidlertid vil værdige mig, at an¬
høre den Smule Jndsigt, jeg forgangen Nat har tildrømt mig udi dette Haandverk;
ikke som noget, hvorved jeg agter at bevæge Eder til at antage mig, men som noget,
jeg underkaster Eders velskiønnende Kiendelse til Eders egen Efterrettelighed.
Mig syntes i Nat udi Drømme, at jeg tillige med min afdøde Ven var kom¬
men ind udi en stor og vidtløftig, men derhos ældgammel og forfalden Bygning.
